Lyt til artiklen

Cathrine Laudrup-Dufour er Danmarks bedste dressurrytter og så er hun gift med sit livs kærlighed, Rasmine Laudrup.

Men ikke alt er lutter idyl, for det seneste år har parret nemlig oplevet negativ opmærksomhed gennem hadbeskeder.

Modsat sin hustru, der qua sit efternavn Laudrup har været vant til at være i offentlighedens søgelys, er Cathrine Laudrup-Dufour ikke vokset op med mediernes øjne rettet i mod sig.

Det fortæller hun i podcasten Sportshjerte.

Foto: Instagram.
Foto: Instagram.
Vis mere

»Det er også forskelligt, hvordan vi bliver angrebet. Fordi tit bliver Ras (Rasmine, red.) angrebet lidt mere personligt og selvfølgelig, når man bliver angrebet på sin person, så bliver man langt mere ked af det, end hvis det er på ens fag, tænker jeg,« siger Cathrine Laudrup-Dufour i podcasten.

Ifølge hende bliver hustruen oftest beskyldt for ikke at være i toppen af sporten som hende selv.

Den danske dressurstjerne vandt VM på hjemmebane i Herning sammen med landsholdet, og så ligger hun også i top tre på verdensranglisten.

Men Rasmine Laudrup ønsker ifølge konen ikke at være verdens bedste – hun vil bare være god til det, hun gør, men bliver pålagt samme forventninger, som tastaturkrigerne har til Cathrine Laudrup-Dufour, og det er en uretfærdig sammenligning, mener dressurstjernen.

Rasmine Laudrup bliver ofte også angrebet på sin personlighed, selvom det ikke har hold i virkelighed.

»Hun bliver enormt ked af det, og det er virkelig forfærdeligt at stå ved siden af. Både fordi jeg ved det er hamrende løgn, men når hun får klasket det i hovedet mange gange om det så er på Reddit eller nogle af de her crazy kanaler,« fortæller Cathrine Laudrup-Dufour.

Parret taler tingene igennem, og i de helt slemme tilfælde, så kontakter de faktisk personerne bag angrebene, hvilket ofte giver en positiv respons, lyder det fra Laudrup-Dufour.