Kun 4 af de 25 spillere, der i maj sikrede USA det første VM-guld i ishockey i 65 år, kommer med til vinter-OL i Milano.

Amerikanerne har fredag præsenteret en stjernebesat OL-trup, hvor langt de fleste af VM-heltene fra Herning og Stockholm har fået en lang næse.

Fra VM-holdet er der kun fundet plads til målmanden Jeremy Swayman, backen Zach Werenski og de to forwards Clayton Keller og Tage Thompson.

USA er en af Danmarks modstandere i det indledende gruppespil. De to lande tørner sammen 14. februar.

Den nordamerikanske liga NHL ligger stille i OL-perioden, så landsholdene - i modsætning til ved VM - har frit valg blandt de bedste spillere.

Det betyder, at USA denne gang råder over tunge navne som Quinn Hughes, Jack Eichel, Jack Hughes og Auston Matthews.

- Vi er begejstret for vores hold og ønsker alle, der er blevet udtaget, tillykke, siger USA's general manager, Bill Guerin, til landsholdets hjemmeside.

- Det var ekstremt svært for ledergruppen at nå frem til den endelige trup, og det tjener mange i vores land til ære, deriblandt alle dem, der på græsrodsniveau hjælper til med at gøre vores sport så stærk, lyder det fra Guerin.

Trods mange store navne har USA traditionelt haft svært ved at nå helt til tops i landsholdsturneringerne.

Da Tage Thompson scorede det afgørende overtidsmål i VM-finalen mod Schweiz sidste år, var det amerikanernes første landsholdstriumf siden vinter-OL i 1980.

Dengang besejrede et amerikansk hold bestående af collegespillere Sovjetunionens storfavoritter i det, der siden er blevet kendt som "Miracle On Ice".

/ritzau/