Som professionel sportsudøver kan man til tider være tvunget væk fra sin sport af forskellige årsager. Den typiske årsag er dog nok på grund af skader.

Og med lidt god vilje kan man vel også argumentere for, at den amerikanske wrestlingstjerne Charlotte Flairs grund til at holde en pause, kan gå under skades-kategorien. Hun skal nemlig have opereret sine bryster.

Operationen kommer, efter den 34-årig wrestler tidligere har haft problemer efter en plastikoperation. Det forklarer hun selv i en række tweets.

''Forestil dig det her. Charlotte, North Carolina, 2018. En ung dronning kort efter en karrieredefinerende sejr finder sig selv sygere end syg i sin brors hus,' skriver Charlotte Flair i et tweet, der uddybes i et nyt:

Charlotte Flair (t.v.) under en kamp mod Sasha Banks i 2016.
Charlotte Flair (t.v.) under en kamp mod Sasha Banks i 2016. Foto: CHRISTOF STACHE
Vis mere

'En tur til lægen viser, at den sandsynlige synder er silikoneforgiftning, og at mit implantat har lækket i lang tid. Det var et af de værre tilfælde, som lægen havde set.'

Wrestleren skriver efterfølgende, at hun på daværende tidspunkt havde få muligheder for at få sit brystproblem klaret, og at alle mulighederne ville betyde en pause fra wrestlingen.

Forskellen var blot, at nogle af operationsmulighederne ville betyde, at hun skulle holde pause i længere tid end ved andre.

'Jeg elsker det her job mere noget andet, så jeg valgte den, der gav mig mulighed for at komme tilbage hurtigst muligt,' skriver Charlotte Flair og fortsætter:

'Spol nogle få måneder frem. Noget føltes forkert, så jeg tog tilbage til lægen. Samme problem igen. Denne gang tager den mulighed, som jeg tror på vil løse problemet på lang sigt, selv om restitutionsperioden bliver lidt længere, end jeg bryder mig om.'

Selvom det kan lyde problematisk, så understreger den 34-årige wrestler, at det dog ikke er endnu en silikoneforgiftning, der vil holde hende væk fra sporten denne gang.

'Operationen er af kosmetisk betydning for at fikse et problem fra en tidligere operation,' skriver Charlotte Flair på Twitter uden at uddybe, hvor længe hun regner med at skulle holde pause fra wrestlingen.

Charlotte Flair, med det borgerlige navn Ashley Elizabeth Fliehr, er datter af wrestlinglegenden Ric Flair.

Charlotte Flair kæmper, ligesom sin far blandt andet gjorde det, under forbundet World Wrestling Entertainment.

I løbet af sin karriere har hun hele 12 gange prøvet at stå med et mesterskabsbælte.