Fredag er den benamputerede OL-helt Oscar Pistorius i retten, sigtet i sagen om hans kærestes død

Der er blevet sagt og skrevet meget om OL-deltageren Oscar Pistorius og mordet på dennes 29-årige kæreste, siden den chokerende historie ramte verden som et lyn fra en klar himmel torsdag morgen.

Lige nu er 'Blade Runner', som han også kaldes på grund af sine kulfiberproteser, ankommet til retten. I sommer opnåede han heltestatus ved som den første handicappede at deltage ved et OL, men allerede nu er hans stjerne ved at falme, selvom han altså endnu ikke er dømt.

Alene her på sporten.dk har vi haft mere end 15 artikler om Pistorius-sagen, og det har været et miks af forlydender, fakta og portrætter, der har været serveret for jer. Derfor kan det måske også være svært at finde hoved og hale i, hvad der er op og ned i sagen, men herunder vil vi i korte træk forsøge at klæde dig på til at forstå Pistorius-sagen:

Det ved vi
Der er mange rygter, men der er også helt klare fakta i sagen, som politiet selv har leveret. Fakta er:

- Afdøde Reeva Steenkamp blev skudt fire gange.

- Afdøde og Pistorius var de eneste på gerningsstedet.

- At politiet tidligere har været kaldt ud til 'husspektakler' på stedet.

- Ingen andre er mistænkte i sagen.

- At der blev fundet en 9mm pistol på gerningsstedet.

- At vidner i nærheden af gerningsstedet hørte skrig og råb.

- At Pistorius tidligere har været anklaget for kvindevold i 2009.

- At Oscar Pistorius tidligere har Twittet om, at han har troet, at lyden af vaskemaskinen var en indbrudstyv, der fik ham til at gribe pistolen.

- At Oscar Pristorius har en forkærlighed for våben, og at han altid havde sin 9 mm pistol med i seng i tilfælde af, at nogen skulle forsøge at bryde ind i hans hus.

- At Oscar Pristorius i 2009 tilbragte en nat i detentionen for at have overfaldt ekskæresten Cassidy Taylor-Memmory.

Det er der gisninger om
- At Pistorius tidligere har truet en anden mand med at brække hans ben på grund af utroskab.

- At Pistorius troede, at Steenkamp var en indbrudstyv.

- At det var en overraskelsesseance i anledning af Valentinsdag, der fik Pistorius til at skyde Steenkamp.

- At Oscar Pistorius har et iltert temperament, der har vist sig når han for eksempel har tabt i konkurrencer.

- At Oscar Pristorius skød Reeva Steenkamp gennem en badeværelsesdør.

Det har de sagt om Pistorius
- Han er det sødeste og mest sympatiske menneske, man kan forestille sig. En behagelig person at være sammen med. Ydmyg, altid venlig. Han giver sig tid til at tale med folk. - Daniel Wagner Jørgensen, ven af Oscar Pistorius.

- En upåklagelig mand, der altid havde mine bedste interesser på hjerte. - Reeva Steenkamp om Oscar Pistorius før sin død.

- Det umiddelbare indtryk af ham er, at han er et utrolig sødt og venligt menneske med begge proteser solidt plantet på jorden. Han er åben og ydmyg og let at tale med. Sporten.dk's Peter Fredberg, som blandt andet har mødt Oscar Pistorius i forbindelse med OL.