Efter et par år med våbenhvile er konflikten mellem PGA Tour og LIV Golf brudt ud i lys lue.
Det samarbejde, som parterne annoncerede i sommeren 2023, er i hvert fald stendødt, mener golfkommentator hos Discovery og medvært på podcasten Golf Showet, Andreas Hartø.
- Om samarbejdet i sin tid bare blev lavet for at undgå, at de sagsøgte hinanden på kryds og tværs, eller om der er sket noget, der har gjort dem uvenner igen, skal være usagt.
- Men intet har på noget tidspunkt indikeret, at de var på vej i samme retning, eller at der skulle være forbrødring på vej. Så det har været dødt i et stykke tid, siger Hartø.
For et år siden blev USA's præsident, Donald Trump, lanceret som mægler og mulig redningsmand i forhold til at forene PGA Tour og LIV Golf, men det løb ud i sandet uden resultat.
Og det endelige og offentlige dødsstød til ægteskabet mellem golfgiganterne kom mandag.
Her annoncerede PGA Tour, at den tidligere verdensetter og femdobbelte majorvinder Brooks Koepka vender tilbage fra LIV Golf, som han ophævede sin kontrakt med i december.
Bruddet var gensidigt og skyldtes især familiære årsager, lød det dengang, og det er i sig selv heller ikke odiøst, at han vender tilbage til PGA Touren.
Men at han slipper for den forventede karantæne og straks kan spille med, og at PGA Tour samtidig byder tre andre LIV Golf-stjerner velkommen tilbage på samme vilkår, er en åbenlys eskalering af konflikten.
Ud over Brooks Koepka opfylder også Jon Rahm, Bryson DeChambeau og Cameron Smith de kriterier, som PGA Touren har opsat i sit såkaldte "Returning Member Programme".
LIV Golf er finansieret af Saudi-Arabiens nærmest utømmelige nationale investeringsfond (PIF), og Hartø er spændt på, hvad reaktionen på den åbenlyse flirt med stjernerne bliver.
- Spørgsmålet er, om PIF vil åbne checkhæftet endnu mere for at eskalere yderligere, eller om de på et tidspunkt indser, at kampen om USA er tabt og derfor i stedet fokuserer på at blive en verdenstour - ligesom DP World Tour, bare mere lukrativ, siger han.
Brooks Koepka skal som straf for at have brudt PGA Tours regler med skiftet til LIV Golf donere en bøde på fem millioner dollar - 32 millioner kroner - til velgørende formål og desuden give afkald på PGA Tours overskudsdeling og bonuspuljer i de næste fem år. Ifølge PGA Tour kan det blive op til 320-545 millioner kroner.
Samme vilkår gælder Rahm, Smith og DeChambeau, hvis de på en eller anden måde kommer ud af deres kontrakter med LIV Golf og vender tilbage inden PGA Tours deadline 2. februar.
- Jeg synes, det er fair vilkår. Koepka har selv sagt, at det er en hård straf, der er designet til at gøre ondt, og at han skal ud og snakke individuelt med de spillere, der er utilfredse med, at han vender tilbage.
- Som jeg har læst det, byder de fleste spillere ham dog velkommen tilbage. Nok fordi de ved, at deres produkt bliver bedre med ham.
PGA Tour kalder tilbuddet til LIV Golf-stjernerne "et engangstilbud, der ikke skaber præcedens". Men Hartø bemærker også, at formuleringen "kan ikke love, at vejen åbner igen" er en åbenlys kattelem for, at stjernerne kan vende tilbage efter deadline.
- Men de skal nok vende tilbage før 2. februar, hvis det skal være i år.
At kun de allerstørste stjerner fra LIV Golf og ikke eksempelvis den europæiske Ryder Cup-profil Tyrrell Hatton har fået tilbuddet, er et "power move" og ikke nødvendigvis endeligt, mener Hartø.
- Jeg tror, der er en kattelem åben for de andre også. Hvis otte af dem pludselig siger til PGA Tour, at de gerne vil tilbage, forsvinder LIV Golfs eksistensgrundlag i sin nuværende form.
/ritzau/
