Den danske golfspiller Nanna Koerstz Madsen kompenserede fredag for tre bogeys med hele syv birdies.
Det skete i anden runde af LPGA-turneringen Women's World Championship, hvor hun dermed kom ét slag tættere på førstepladsen i forhold til torsdagens runde.
Den 31-årige dansker er med en samlet score på syv slag under par halvvejs gennem turneringen således delt nummer fem - kun to slag fra den førende amerikaner, Auston Kim.
Dermed er hun for anden uge i træk i spil til en topplacering på verdens stærkeste tour for kvinder.
I sidste uge blev hun nummer fem i Honda LPGA Thailand - netop den turnering, hun vandt i 2022 som den hidtil eneste danske triumfator på allerøverste niveau.
Women's World Championship i Singapore har en samlet præmiepulje svarende til 19 millioner kroner, hvorfra vinderen snupper 2,9 millioner kroner.
Madsen er eneste dansker i feltet, der kun tæller 72 spillere, hvorfor der ikke er noget cut fredag.
/ritzau/
