Beskeden er klar og tydelig til VM i rugby næste år i Japan.

Det engelske rugbylandshold har fået besked på at gemme deres tatoveringer, når de bruger poolen på spillerhotellet. Det skriver det engelske medie The Daily Mail.

Tatoveringer er ildeset i Japan og stærkt forbundet med den japanske mafia Yakuza. Det sker ofte, at tatoverede gæster bliver nægtet adgang til offentlige poolområder.

Nogle af spillerne må derfor ty til langærmede svømmedragter, hvis de vil benytte det offentlige poolområde. Det gælder dog ikke, hvis landsholdet booker poolen til privat brug.

Alt dette bliver dog ikke et problem for den engelske landstræner Eddie Jones med japanske rødder.

Den 58-årige træner har et godt kendskab til de kulturelle normer og planlægger allerede en træningslejr i den japanske by Miyazaki.

VM-slutrunden løber af stablen i efteråret 2019. Det er første gang i historien, at verdensmesterskabet for rugby finder sted i Asien.

I 2015 blev VM afholdt i netop England. Her var det New Zealand, som løb afsted med guldet efterfulgt af Australien på andenpladsen og Sydafrika på tredjepladsen.