Det blev ikke til en nogen stor dansk triumf ved Copenhagen Games. Det danske Counter-Strike-hold Heroic tabte finalen til det europæiske hold Imperial, der dog har to danskere på holdet.

Finalen var både dramatisk og tæt, men til sidst var det Imperial, der kunne bryde ud i jubel efter en sejr på 2-1 over Heroic, der i stedet måtte gå fra scenen som tabere - til stor skuffelse for både dem selv og de mange håbefulde danske tilskuere, der var mødt op i Bella Center for at støtte dem.

»Det er super ærgerligt, at det ikke er os, der vinder. Vi tabte nogle afgørende runder, og det selvfølgelig hårdt, når vi nu stod i finalen. Men det, vi kan tage med herfra, er, at der ikke var nogen, der stoppede med at tro på det på noget tidspunkt. Det var fedt at mærke gennem hele kampen,« siger Heroic-spilleren Patrick 'es3tag' Hansen til BT umiddelbart efter nederlaget.

Ikke mange havde inden turneringen spået Imperial nævneværdige chancer for at gå hele vejen, og alt fokus var i stedet på de to danske storhold, North og Heroic. Alt var tilrettelagt, så ét af de to hold kunne stå med den samlede sejr, men sådan skulle det ikke gå.

En total dansk nedtur var turneringen dog ikke, da Imperial faktisk har to danske spillere på holdkortet. Og Jesper ‘TENZKI’ Plougmann og Asger ‘AcilioN’ Larsen var meget glade efter triumfen, men også overraskede over, at det endte med den totale succes.

»Det er en fantastisk følelse at stå her lige nu. Jeg har ikke ord for det. Det er så fedt. Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at jeg stå med den her pokal i hånden lige nu. Vores mål var at prøve at kvalificere os til hovedturneringen, og så måtte vi se, hvad der skete. Men at vi så går hen som vinder, det er simpelthen så fedt,« siger en meget lykkelig og nærmest paf Asger ‘AcilioN’ Larsen til BT efter sejren.

Den overraskende turneringssejr bliver ikke mindre af, at Imperial i øjeblikket placeret som nummer 40 i verden, mens Heroic er helt oppe som nummer 15 på verdensranglisten.

Heroic var dog ikke de eneste danskere, der måske hænger lidt med mulen i øjeblikket. Det andet danske hold, North, røg noget overraskende ud allerede i semifinalen til netop Imperial, og det var en stor skuffelse for hele organisationen, der havde sat næsen op efter den samlede sejr.

»Drengene er selvfølgelig meget skuffede, for vi ville virkelig gerne spille en dansk finale foran et oplagt publikum. Vi skal nu hjem og evaluere, så vi kan blive klar til Bets.Net Masters i Kiev, der spilles i starten af april,« fortæller pressechefen i North, Christian Slot, til BT.

Imperial kan udover titlen som vindere af Copenhagen Games også glæde sig over at have modtaget en vindercheck på hele 50.000 dollars svarende til cirka 300.000 danske kroner.