Hvis du troede, at eSportsholdet Astralis består af fem drenge, der spiser chips, drikker cola og sidder i en kælder i alle døgnets timer, så tager du fejl.

For holdet har efterhånden bygget et stort sportsligt setup op omkring sig. Og med den tidligere håndbold-landsholdsmålmand Kasper Hvidt som sportschef, har holdet tilknyttet både sportspsykolog og fysioterapeut, der skal optimere holdets præstationer.

De har da også præsteret så godt, at opmærksomheden omkring dem er blevet styrket i en sådan grad, at de nu begynder at hente sponsorater på samme måde som det kendes fra 'almindelige' sportshold.

Først skrev de under på en unik aftale, der gjorde, at de deler sponsor med Kevin Magnussen og Kasper Schmeichel - og nu har de så udvidet deres sponsorliste yderligere. Astralis kunne onsdag præsentere en officiel 'hydration partner', der skal sørge for, at holdet har styr på væskebalancen, når de spiller.

»En stor del af at levere på topplan over en længere periode handler om meget andet end selve spillet. Det er klart, det kræver talent og en masse træning, men som i al anden konkurrence, er der mange faktorer, der spiller ind. For os handler det blandt andet om, at kunne holde et knivskarpt fokus i mange timer i træk, og her betyder det alt, at være ordentlig forberedt. God fysisk form, den rette kost, stabilt blodsukker, mental balance og den slags gør den stor forskel i det lange løb, og det har helt sikkert gjort en positiv forskel for vores hold, at vi er meget bevidste om at leve sundt,« siger Lukas 'Gla1ve' Rosander, der spiller for Astralis.

Han glæder sig over holdets nye sponsor.

»Vil man være bedst, er det nødvendigt at tage sin krop seriøst, og her er der mange områder, man skal tænke på. Blandt andet betyder væskeindtaget mere end de fleste måske lige tror, og vi er virkelig glade for, at samarbejdet med CocoFuzion endelig er faldet på plads. Jeg skal ikke udtale mig om alt det tekniske, det er andre meget klogere på, men jeg kan konstatere at ud over at det er sundt, smager det faktisk virkelig godt,« forklarer han.

Hos C7 Brands, der har indgået sponsoraftalen med Astralis glæder de sig over, at komme ind på eSportsmarkedet, der er i en rivende udvikling.

»For det første ser vi et kæmpe potentiale i esport. Det er den hurtigst voksende sportsgren i verden og Astralis er et af de absolut førende hold. Vi ser et direkte link mellem professionel esport og vores mission hos Coco Fuzion100. Vi vil udfordre normerne, og vi tror på, at vi i samarbejdet med Astralis kan forbinde professionel gaming endnu bedre med en sund livsstil og optimering af spillernes præstationer,« siger Anders Hviid, der er head of marketing.

Astralis spiller i denne uger ELEAGUE i Atlanta i USA.