Når ishockeyspillerne i Herlev Eagles fredag aften løber på isen til den første DM-finalekamp mod Herning Blue Fox, er det en foreløbig kulmination på en sæson, hvor næsten alt er lykkedes.
Med indtoget i finalen er Herlev sikker på minimum sølv for første gang siden 1988. Og trods et af Metal Ligaens mindste spillerbudgetter har klubben også skabt ligaens topscorer.
Forwarden Victor Cubars har altid været en stærk afslutter, men har i denne sæson ramt en regulær guldåre.
I 52 kampe har han lavet 39 mål og 35 assister. Han sluttede grundspillet som ligatopscorer og ligger stadig øverst på listen, inden finaleserien begynder.
- Det er rigtig fedt at være topscorer. Men jeg har det samtidig sådan, at topscorerlisten må komme i anden række. Jeg vil bare gerne vinde, og så er det nærmest lige meget hvordan, fastslår Victor Cubars.
Det specielle efternavn har han fra sin lettiske far, Sergej, der i 1990'erne kom til Hvidovre for at spille ishockey, mødte sin kommende hustru og siden blev dansk statsborger.
Da Sergej Cubars stoppede karrieren, blev hans trøjenummer 41 fredet i Hvidovre. I Herlev Eagles sidder det på ryggen af sønnen.
- Jeg var meget med min far i hallen, da han spillede. Jeg var med i omklædningsrummet og mærkede, hvordan det var.
- Min mor spillede også, så det har nok altid ligget i kortene, at jeg skulle være ishockeyspiller, siger Victor Cubars.
Hvor Sergej var center og en rigtig tovejsspiller, er Victor en lynfarlig forward med temperament og et spektakulært skud.
Målnæsen har været velkendt siden drengeårene i Hvidovre og kampene på ungdomslandsholdene.
Den har ført ham til juniorholdet i Malmö Redhawks og til ligakontrakter i Rødovre, Rungsted og Herning. Men han skulle til de ydmyge rammer i Herlev for at få det store gennembrud.
Her er han del af en Hvidovre-klan med Christian Elmose, Jerry Välipirtti, Mikkel Skjellerup og Daniel Petersen, som han allerede spillede på hold med i drengeårene.
- Dem er jeg vokset op med, og det spiller en stor rolle for, at jeg har gjort det godt i år. Jeg føler mig hjemme.
- Jeg får tillid fra trænerne. Jeg har spillet andre steder, hvor jeg ikke har fået den samme tillid, men trænerstaben i år tror meget på mig. Det gør, at jeg kan slappe lidt mere af og bare gøre mine ting, forklarer Victor Cubars.
Aftalen med Herlev løber en sæson mere, men kontrakterne i dansk ishockey indeholder som regel en klausul, der giver spillerne mulighed for at skifte til udlandet.
Og topscoreren lægger ikke skjul på, at han godt kunne tænke sig at udnytte den øjeblikkelige succes til at tage et skridt fremad i karrieren.
- Jeg har altid haft en drøm om at prøve nogle af de større ligaer, og jeg håber stadig, at jeg kan komme ud og opleve verden, lyder det fra Cubars.
Foråret er i det hele taget drømmenes tid for den skudstærke forward.
Hans mange mål gør ham formentlig også interessant for landsholdet, hvor det foreløbig er blevet til tre kampe.
Spørgsmålet er, om han kan klemme sig ind i truppen til VM i maj eller i første omgang spille sig til en chance i en af testkampene før udtagelsen.
- Jeg knokler hver dag og vil rigtig gerne bide mig fast på landsholdet, fastslår han.
På helt kort sigt drømmer han dog om at blive dansk mester med Herlev, der senest vandt guld for 42 år siden.
Skal det lykkes, kræver det en overraskelse i finalen mod mægtige Herning. Midtjyderne har været ganske suveræne i det meste af sæsonen.
- Det er en uhyggelig modstander, men vi har også vist, hvad vi kan. Vi har slået dem før. Det er bedst af syv kampe, og vi skal bare vinde fire af dem, lyder den simple opskrift fra ligatopscoreren.
/ritzau/
