Et af USA's helt store tv-hit kan fra i aften også følges i Danmark.

Således har Nordic Entertainment Group, som ejer streamingtjenesterne Viafree, Viaplay samt TV3-kanalerne, sikret sig rettighederne til at vise kampe fra den amerikanske Major League Baseball (MLB).

Baseball er en ikke speciel udbredt sportsgren i Danmark. Men i USA ligger den ifølge internetmediet Sporteology på andenpladsen over mest sete sportsligaer lige efter amerikansk fodbold og foran badminton, der på listen kryber sig ind på 10. pladsen.

»MLB er uden tvivl verdens bedste og mest profilerede baseball-liga med ikoniske hold som Boston Red Sox og New York Yankees, og det er en sportsrettighed, som passer godt til vores øvrige amerikanske rettigheder (blandt andet NHL og NFL, red.),« siger Flemming Fjeldgaard, Head of Viaplay Danmark.

Foto: Bob Levey
Vis mere


Den amerikanske baseball-liga, Major League Baseball, er ikke blot kendt som »America’s Game«, det er også den sportsliga i USA, der årligt tiltrækker flest tilskuere. På verdensplan har sporten mere end 500 mio. fans.

Kampene vil primært blive vist på streamingtjenesten Viaplay, og danske seerne vil få muligheden for at kunne se op til hele 12 kampe om ugen, Allstar-kampen, som markerer, at man er halvvejs i sæsonen og til sidst, men ikke mindst alle World Series-kampene.

Foto: Bob Levey
Vis mere

»Som den ældste amerikanske sport har MLB dybe rødder i den amerikanske sportskultur, og det er derfor specielt, at kunne give vores seere muligheden for at følge med i en overflod af verdens bedste baseball-kampe uge efter uge. Og som en ekstra bonus får vores seerne også muligheden for at følge reportager fra ikoniske stadioner som blandt andet Yankee Stadium og Fenway Park,« siger Flemming Fjeldgaard.



Transmissionerne fra MLB-kamp indledes i aften på Viaplay, når Houston Astros møder Oakland Athletics på udebane.