Lørdag aften vil for altid stå som noget helt særligt for Michael Mørkøv.

For ved det storslåede 'Sport 2025'-show i Herning er det netop blevet afsløret, at den tidligere cykelrytter er blevet indlemmet i Sportens Hall of Fame i Danmark.

Michael Mørkøv optaget i Hall of Fame.
Michael Mørkøv optaget i Hall of Fame. FOTO: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En kæmpe hæder til OL-guldvinderen, som dermed bliver den 42. danske atlet i historien, der får lavet en buste, som skal stå placeret i Idrættens Hus i Brøndby.

Her skal den stå side om side med koryfæer som Michael Laudrup, Camilla Martin, Caroline Wozniacki, Anja Andersen, Paul Elvstrøm og seneste HOF-medlem, Pernille Blume.

40-årige Michael Mørkøv stoppede sidste år sin aktive karriere.

Inden da nåede han dog at hente adskillige medaljer i banecykling.

Blandt andet VM-, EM- og OL-guld i parløb samt VM-guld i holdforfølgelsesløb.

Siden 2025 har han været ansat som Danmarks landstræner i landevejscykling.