Lyt til artiklen

Når Rockwool Denmark Sail Grand Prix løber af stablen i København 19.-20. august, bliver det, som navnet antyder, med det stærkt kritiserede danske firma Rockwool som hovedsponsor.

Der var stor fest, da det blev meldt ud, at den »hæsblæsende sejlads« kom til Danmark i 2021, hvor daværende overborgmester i Københavns Kommune Lars Weiss (S) glædede sig over at vise sin by frem i internationalt regi.

I dag har piben dog fået en anden lyd, hvor selve navnet på grandprixet ikke klinger helt så flot.

Rockwool har nemlig stadig en stor forretning kørende i Rusland, hvilket de også er blevet kritiseret heftigt for.

SailGP, der står bag arrangementet, har dog forståelse for Rockwools forretninger i Rusland og kalder det en »kompleks situation«.

Der er dog ingen kære mor, når det kommer til russiske atleter eller officials. De må ikke konkurrere ved SailGP, som er en af de største sejladser i Danmark.

Men penge tjent i Rusland er altså ikke boykottet af arrangørerne. Lars Weiss er dog ikke helt ublu, når det kommer til hovedsponsoren, set i lyset af Ruslands krig mod Ukraine.

»Jeg havde da hellere set, at det ikke var en aktuel diskussion, og dermed at Rockwool ikke var engageret i Rusland,« siger han til B.T.

Arkivfoto: Den australske katamaran på vej mod sejren i Rockwool Denmark Sail Grand Prix i Aarhus, lørdag den 21. august 2021. Skipper på den danske båd var Nicolai Sehested.
Arkivfoto: Den australske katamaran på vej mod sejren i Rockwool Denmark Sail Grand Prix i Aarhus, lørdag den 21. august 2021. Skipper på den danske båd var Nicolai Sehested. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I skrivende stund er Lars Weiss 1. næstformand for Borgerrepræsentationen i København og fortæller i den forbindelse, at man principielt ikke fører udenrigspolitik i Københavns Kommune.

Og at Rockwool derudover overholder loven og sanktionerne mod Rusland. Men som socialdemokrat kommer Lars Weiss med en opfordring:

»Jeg vil da helt klart opfordre Rockwool til at stoppe deres forretning i Rusland,« siger han.

B.T. har forsøgt at få et interview med arrangørerne bag Rockwool Denmark Sail Grand Prix uden held.

Til gengæld svarer pr- og kommunikationschef ved SailGP Sascha Kemp på mail:

»Det er ikke op til os at tale om Rockwools aktivitet og årsagerne bag dets forretningsbeslutninger i Rusland. Vi har haft direkte drøftelser med dem og forstår, at det er en kompleks situation.«

»Vi forbliver på linje med vores styrende organ, World Sailing, om at suspendere deltagelse af russiske atleter og officials i World Sailing-ejede og sanktionerede konkurrencer og begivenheder indtil videre, samt at afslutte enhver forretningsforbindelse, vi har direkte med Rusland.«

B.T. har desuden forsøgt at få interview med overborgmester i Københavns Kommune Sophie Hæstorp Andersen (S) og kultur- og fritidsborgmester Mie Nyegaard (R), men det har ikke været muligt grundet ferie.