MMA-fans har ventet i fem år på at se den kække irer vende tilbage til buret for at kæmpe, men det var altså ikke meget, man fik for pengene natten til søndag.

Conor McGregors længeventede comeback mod Max Holloway blev spoleret efter få sekunder, hvor det lignede, at den irske superstjernes knæ gav efter og så ud til at gå af led.

Og det endte altså med at få alvorlige konsekvenser for kampen, der aldrig rigtig kom i gang. 

Efter et minut og ni sekunder vinkede dommeren kampen af. 

Conor McGregor kunne ikke kæmpe mere på grund af sin skade, som han fik inden for de første par sekunder af kampen.

Ifølge New York Post var folk i arenaen rasende. Mediet kalder det den mest skuffende afslutning på en UFC-kamp nogensinde, og folk i arenaen buhede den irske superstjerne ud.

Conor McGregor måtte hurtigt sande, at det ikke blev hans kamp natten til søndag.  Foto: Ian Maule/AFP/Ritzau Scanpix

Hurtigt efter greb hans modstander, Max Holloway, mikrofonen og prøvede at vende stemningen. 

»Lad os give Conor McGregor en stor applaus, venner,« sagde Holloway i buret, mens han nærmest blev overdøvet af buh-råb. 

»Vi går ud fra, at det er et overrevet korsbånd,« sagde UFC-præsident Dana White til den fremmødte presse efter McGregors nederlag.

For fem år siden fik Conor McGregor også en noget ærgerlig afslutning på sin kamp mod Dustin Poirier. 

Her brækkede Conor McGregor benet i første runde, hvorefter kampen måtte stoppes.

New York Post skriver, at McGregor har en enkelt kamp tilbage på sin UFC-kontrakt, men mediet forventer ikke, at han kommer tilbage i buret.

Conor McGregor har tabt fire af sine seneste fem MMA-kampe.