Redningsfolk kæmper en vild kamp i Alperne i disse dage.

For det er nemlig ni dage siden, at den canadiske bjergløber Kalie McCrystal pludselig forsvandt.

Den 38-årige canadier var i færd med er rekordforsøg i disciplinen skyrunning på Matterhorn, da en gruppe bjergbestigere sidst så hende.

Det skriver The New York Times.

Ifølge internationale medier er der er igangsat en kæmpe eftersøgning på bjerget. Men det hele foregår lige nu udelukkende ved hjælp af helikoptere og droner.

Det er nemlig tæt på umuligt at foretage en omfattende eftersøgning til fods på det berømte bjerg, skriver Runners World.

Og derfor har de lokale myndigheder også indstillet eftersøgningen til fods – for nu.

Kalie McCrystals familie har dog ikke opgivet håbet, eftersom alle kræfter er sat ind på at spore et SIM-kort, som hun angiveligt har haft med sig på sit rekordforsøg.

Dagbladet beskriver ligeledes canadieren som en bjergløber med mange års erfaring. Og hun har endda besteget det ikoniske bjerg flere gange i sit liv.

Netop derfor er hendes forsvinden et stort mysterium for alle, lyder det.

McCrystals mor og søster befinder sig lige nu i området, hvor de tager del i efterforskningen.