Kæmpe chok: Bus angrebet midt på motorvejen
En bus med grækere blev angrebet med pyroteknik på en tysk motorvej.

En bus med grækere blev angrebet med pyroteknik på en tysk motorvej.

Der var liv og glade dage i bussen.
800 græske fans var rejst til Tyskland og fejrede, at de netop havde set deres basketballhold Aris Thessalonikis vinde over Rostock Seawolves.
Men pludselig blev stemningen ændret, da en af deres busser blev angrebet med pyroteknik på vej hjem.
Det skriver Bild.
Grækerne var på vej hjem fra den nordtyske by Rostock sent tirsdag aften, da angrebet skete.
En af bussens ruder blev knust under angrebet, hvor ingen ifølge mediets oplysninger kom til skade.
Den tyske klub Rostock Seawolves, der aldrig har oplevet noget lignende, har været ude at fordømme angrebet på bussen.
»Vi er chokerede og dybt bedrøvede over angrebet på bussen, der transporterede de besøgende fans af Aris Thessaloniki,« meddeler klubben og fortsætter:
»At folk bliver angrebet med pyroteknik på vej hjem efter en basketballkamp er absolut uacceptabelt og har intet at gøre med sporten og de værdier, vi står for.«
Rostock Seawolves fortæller videre, at de er målløse over hændelsen. Endnu er de ikke klar over, hvem der stod bag angrebet, men det kan ikke udelukkes, at basketballkampen blev misbrugt af udenforstående til at begå voldshandlinger.
Rostock Seawolves blev besejret af Aris Thessaloniki med resultatet 79-110 i EuroCuppen.