Joe Biden er kommet med et statement efter basketballstjernen Brittney Griners dom, hvori han kalder hendes tilbageholdelse 'uacceptabel'.

Dommen på ni års fængsel, der torsdag blev afsagt af en russisk domstol til basketballstjernen og den amerikanske OL-guldvinder Brittney Griner blev mødt i USA med stor forargelse.

Ifølge Reuters var Brittney Griner i tårer, da hun bønfaldt den russiske dommer om ikke at 'ende hendes liv' med hård fængselsdom. Det endte det dog med, hvor Griner modtog den voldsomme straf for besiddelse og smugling af cannabisolie.

Og den dom har den amerikanske præsident valgt at reagere på med stor fordømmelse.

Foto: EVGENIA NOVOZHENINA / POOL
Vis mere

»Den amerikanske statsborger Brittney Griner modtog en fængselsdom, og det er endnu en påmindelse om, hvad verden allerede vidste: Rusland tilbageholder uretmæssigt Brittney. Det er uacceptabelt, og jeg opfordrer Rusland til at løslade hende med det samme, så hun kan være sammen med sin kone, sine kære, venner og holdkammerater,« lyder det i et statement fra Joe Biden.

»Min administration vil fortsætte med at arbejde utrætteligt og forfølge alle mulige veje for at bringe Brittney sikkert hjem så hurtigt som muligt,« er meldingen fra den amerikanske præsident.

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har også reageret på Griners noget opsigtsvækkende domsafsigelse på Twitter:

»Den russiske domstols domfældelse og domsafsigelse af den amerikanske statsborger Brittney Griner sætter fokus på vores bekymringer med den russiske regerings brug af ulovlige tilbageholdelser,« skriver han.

Foto: MANDEL NGAN
Vis mere

WBNA og NBA udsendte et fælles statement på Twitter efter torsdagens dom i Moskva:

»Dagens dom og strafudmåling er uberettiget og uheldig, men ikke uventet, og Brittney Griner forbliver uretmæssigt tilbageholdt. WBNA og NBA's forpligtelse til at sikre hendes tilbagevenden har ikke vaklet, og det er vores håb, at vi nærmer os slutningen af ​​processen med endelig at bringe Brittney Gringer hjem til USA.«

Griner har været tilbageholdt i Rusland, siden hun blev anholdt i en lufthavn i Moskva i februar, da russiske myndigheder fandt cannabisolie i hendes taske.

Griners forsvarsadvokatteam har kaldt dommen »absolut latterlig« og har sagt, at de vil appellere dommen, skriver The New York Times.