Fire japanere er bortvist fra Asian Games, efter at de havde besøgt et område af Jakarta med prostituerede.

Jakarta. Fire japanske basketballspillere er blevet sendt hjem fra Asian Games for angiveligt at have betalt prostituerede for sex.

Det oplyser Den Japanske Olympiske Komité (JOC) mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Spillerne blev i sidste uge observeret i Jakartas såkaldte 'red light district iført deres nationaltrøjer.

Kvartetten består af Yuya Nagayoshi, Takuya Hashimoto, Takuma Sato og Keita Imamura, og alle fire er blevet beordret til at rejse hjem øjeblikkeligt.

Hos Japans olympiske ledelse betragtes atleternes bytur som en ydmygelse af hele landet.

»Jeg føler en form for skam,« siger Yasuhiro Yamashita, der er chef de mission for de japanske atleter.

»Vi beklager dybt og har tænkt os at vejlede atleterne grundigt fra nu af,« siger han.

Basketballspillerne havde spist middag i byen og er ifølge Yasuhiro Yamashita derefter blevet tilbudt at tage på et hotel med nogle kvinder.

Yuko Mitsuya, Japans basketballchef, undskylder også over for hele landet.

»Vi vil komme med en passende straf til de fire spillere, når vi kender alle fakta om sagen. Vi er nødt til at arbejde hårdere for at undgå, at sådan en skandale sker igen,« siger Yuko Mitsuya.

Ved Asian Games i Sydkorea i 2014 sendte Japan en af sine svømmere hjem for at have stjålet et kamera fra en journalist.

I år afvikles Asian Games i Indonesien i byerne Jakarta, som er hovedstaden, samt Palembang, der er placeret på øen Sumatra.

Asian Games blev skudt i gang i lørdags og varer frem til 2. september.

/ritzau/