Det danske ishockeylandshold kan forberede sig på at møde masser af nordamerikansk tempo og teknik ved VM i 2027.

Arrangørerne har mandag offentliggjort næste års VM-grupper, og Danmark er havnet i gruppe B sammen med blandt andre USA og Canada.

Det fremgår af Det Internationale Ishockeyforbunds (IIHF) hjemmeside.

Danmark og Canada har mødtes ved VM de seneste tre år. Senest vandt Canada 5-1 og tog dermed hævn for Danmarks sensationelle kvartfinalesejr i Herning i 2025.

Grupperne er som altid sammensat ud fra nationernes placering på verdensranglisten, hvor Danmark i øjeblikket indtager tiendepladsen.

Ud over de to nordamerikanske giganter skal danskerne igen op imod Tjekkiet og Slovakiet og ramler på ny ind i ærkerivalen Norge, der senest imponerede ved at vinde bronze ved VM i Schweiz.

De to lavest seedede i gruppen er Ungarn og oprykkeren Kasakhstan.

VM skal næste år afvikles i Tyskland. Tyskerne var ud fra ranglisteplaceringen egentlig havnet i Danmarks gruppe, men har benyttet sig af værtsnationens ret til at bytte gruppe med det hold, der er seedet i samme lag.

Her foretrak Tyskland at blive placeret i gruppe A, der spilles i Mannheim, som hele tiden har været udset som tysk hjemmebane i turneringen.

Danmark skal spille sine kampe i Düsseldorf i en arena med plads til mere end 14.000 tilskuere.

- Tyskland har en stolt ishockeytradition og har dokumenteret erfaring med at afholde begivenheder i verdensklasse, siger IIHF-præsident Luc Tardif til forbundets hjemmeside.

Både Rusland og Belarus er fortsat udelukket fra VM og har været det siden Ruslands invasion i Ukraine i 2022.

/ritzau/