Kaptajnen for det kvindelige amerikanske ishockeylandshold kritiserer USA's præsident, Donald Trump, for en kommentar, der faldt, da USA's herrehold søndag vandt guld ved vinter-OL.

I et telefonopkald inviterede Trump herreholdet forbi Det Hvide Hus og til at overvære midtugens "State of the Union"-tale i Kongressen.

Spøgefuldt sagde Trump til herrelandsholdet, at han ville blive stillet for en rigsret, hvis han ikke også inviterede de guldvindende amerikanske ishockeykvinder.

Den kommentar havde holdets kaptajn Hillary Knight gerne undværet.

- Jeg synes, at det var en smagløs joke, som desværre er endt med at overskygge en stor del af succesen.

- Al den succes, som kvinder, der stillede op for Team USA, har haft med at vinde guld, siger Hillary Knight til mediet ESPN.

Knight udlignede til 1-1 i finalen mod Canada ved vinter-OL i Italien, inden USA i overtiden sikrede en sejr på 2-1.

Ishockeykvinderne endte med at takke nej til Trumps invitation om at besøge Washington D.C. Ifølge en talsmand for holdet var spillerne beærede over invitationen, men havde andre forpligtigelser.

Flere af spillerne fra herreholdet var natten til onsdag dansk tid til stede i Det Hvide Hus og Kongressen, hvor de blev hyldet af Trump.

Hillary Knight fortæller, at der er et stærkt indbyrdes bånd mellem de to amerikanske landshold, og hun kritiserer ikke, at flere af herrespillerne tog imod indbydelsen.

- Jeg tror, at flere af spillerne befandt sig i en svær situation, så det er en skam, at historien bliver blæst op og overskygger det gode forhold, den oprigtige interesse for hinanden og den gensidige støtte, siger Hillary Knight.

USA endte som den næstmest vindende nation ved vinter-OL i Italien efter Norge, der hentede flest medaljer.

USA rejste hjem med 33 medaljer, hvoraf 12 var af guld.

Norge vandt 41 medaljer fordelt på 18 guldmedaljer, 12 sølvmedaljer og 11 bronzemedaljer.

/ritzau/AFP