Kuwait har fået ophævet sin sportslige udelukkelse midlertidigt, så nationen kan deltage i Asian Games.

Lausanne. Kuwait kan som nation deltage i Asian Games i Indonesien, som afholdes fra 18. august til 2. september i Jakarta.

Det står klart, efter at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) torsdag har ophævet udelukkelsen af golfstaten midlertidigt.

Kuwait har siden oktober 2015 været udelukket IOC og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), hvilket skete for anden gang siden 2010.

Baggrunden er, at IOC og Fifa mener, at Kuwaits styre har blandet sig for meget i de sportslige anliggender og stadig gør det.

Kuwait forsøgte i december 2016 at få ophævet udelukkelsen, men dengang skete det uden held.

På grund af udelukkelsen deltog Kuwait ikke som nation ved OL i Rio i 2016, men nogle atleter fra landet deltog under neutralt flag.

Kuwait deltog heller ikke i VM-kvalifikationen forud for sommerens slutrunde i Rusland.

I en udtalelse meddeler IOC ifølge AFP, at man anerkender Kuwaits fremskridt, og at man har haft positive samtaler med styret i Kuwait.

- I Kuwaits atleters interesse og som en gestus af goodwill har IOC besluttet midlertidigt at ophæve udelukkelsen, skriver IOC.

Forbundet fremhæver dog, at man fortsat ikke mener, at Kuwait har ordentlig styr på sagerne til at blive indlemmet i IOC og Fifa igen.

IOC vil vurdere situationen igen på næste møde i Buenos Aires i begyndelsen af oktober.

IOC har blandt andet krævet, at Kuwait genindsætter sin olympiske komité, og at landet fjerner dets ledende folk, som ikke er anerkendt af IOC, på de sportslige områder.

Beslutningen om at afvise at ophæve Kuwaits udelukkelse forventes at have betydning for Kuwaits muligheder for at få lov at deltage i Asian Cup i fodbold i 2019, hvilket Fifa har på dagsordenen 11. januar.

/ritzau/