Når der i 2021 skal rejse atleter til Japan fra 206 lande, kan det blive et coronaproblem for arrangørerne.

De japanske OL-arrangører kan få store problemer med at afvikle legene næste år på grund af coronapandemien.

Det mener John Coates, der er formand for koordineringsudvalget i Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Han står i spidsen for IOC's inspektionshold i Tokyo.

- Vi har reelle problemer, fordi vi har atleter, der kommer fra 206 forskellige nationer.

- Torsdag var der over 10.000 nye smittetilfælde i Brasilien. Meget få lande er lige så langt fremme i at håndtere dette som Australien, siger Coates ifølge Reuters.

Brasilien, som bliver nævnt, registrerede næsten 20.000 smittede på et døgn onsdag og næsten 18.000 torsdag. I alt er over 310.000 smittet og 20.000 døde i Brasilien.

Coates, der også er præsident for Australiens olympiske komité, mener, at man må gå ud fra, at der ikke er fundet en coronavaccine, eller også vil der ikke være tilstrækkelige mængder inden sommer-OL.

Tidligere har Japans premierminister Shinzo Abe meddelt, at OL ikke kan udskydes en gang mere, som det allerede er blevet fra den oprindelige dato i 2020 til sommeren 2021.

- Premierminister Abe siger, at legene kun vil finde sted i 2021. Vi kan ikke udskyde OL igen.

- Og vi er nødt til at formode, at der ikke vil være en vaccine, eller at man ikke har nok af den til at dele ud til hele verden, siger Coates.

Over fem millioner mennesker er smittet med coronavirus i verden, og over 333.000 er døde.

Ifølge Coates er Japan i oktober nødt til at planlægge et anderledes OL, hvis der stadig ikke er tegn på, at coronavirusset er udryddet eller på vej væk inden legene.

Der skal tages stilling til en række spørgsmål, mener IOC-veteranen.

- Sætter vi den olympiske by i karantæne? Kommer alle atleter i karantæne, når de sætter deres fødder i den olympiske by?

- Skal vi forbyde tilskuere på OL-arenaerne? Skal vi adskille atleter fra mixed zone, hvor medierne befinder sig?

- Vi har en hel række scenarier, vi skal håndtere i år, hvor vi forudsætter, at legene stadig vil finde sted for atleterne næste år. Men det kan blive et meget anderledes OL, end vi er vant til, advarer Coates.

/ritzau/