Lyt til artiklen

(Liverpool) Der var masser af intensitet over indvejningen i Echo Arena.

Her klarede den danske MMA-fighter Mads Burnell vægtgrænsen uden problemer på 66 kilo og er nu officielt klar til søndag aften, hvor han kæmper sit livs vigtigste kamp på udebane mod engelske Arnold Allen til det prestigefyldte UFC-stævne i Liverpool.

Tidligere havde de to kombattanter vist stor respekt for hinanden ved de såkaldte ‘faceoffs’, hvor man knytter næverne og nidstirrer hinanden foran tilråbende fans og ivrige pressefolk. Men denne gang var historien en helt anden.

Mads Burnell gik små skridt frem med hagen oppe og Dannebrog hængende over skulderen.

Det så hans modstander som en slags invitation og mødte danskeren i midten, hvor de to fightere stod ansigt til ansigt eller rettere næse til næse til publikums store begejstring.

»Det er ham, der kommer op til mig. Men jeg er kold i røven, så jeg bliver bare stående. I mine øjne regnede han med, at der skulle komme en reaktion fra mig. Men jeg var bare rolig og koldblodig,« siger Mads Burnell om episoden, da BT møder på hotellet efter indvejningen.

Du kan se et interview med Mads Burnell i videoen nedenunder.

 

Den 24-årige dansker trak ikke en mine. Hans øjne var fuldstændig fokuseret på sin kommende modstander, som han i adskillige sekunder fulgte fra side til side i ægte Mike Tyson-stil. De to fightere kom så tæt på hinanden, at deres næsetipper på et tidspunkt rørte hinanden.

Det var i det øjeblik, at UFC-præsident, Dana White, så sig nødsaget til at lægge en arm imellem fighterne, så der ikke udbrød håndgemæng, skubberi eller i værste tilfælde et regulært slagsmål.

»Jeg synes det, at han står og rykker fra side til side, er et tegn på, at han er fucking nervøs, og at han ikke kan kontrollere sine nerver og er nødt til at få det ud på den måde,« siger Mads Burnell og afslører, hvad han så, da han kiggede Arnold Allen i øjnene.

»Jeg ser, at han er en god dreng, der prøver at spille hård. Men det ser jeg lige igennem.«

24-årige Arnold Allen så situationen lige modsat. Han mener, at det var Mads Burnell, der lagde op til, at de skulle gå i flæsket på hinanden.

»Jeg synes, han gav mig et blik, der sagde, at vi skulle gå i kødet på hinanden. Men sådan er det,« siger Arnold Allen til BT.

Mads Burnell er en af Danmarks største MMA-talenter. Han er især kendt for sine evner på gulvet, hvor han er en af de hurtigste nogensinde til at få et sort bælte i kampdisciplinen brasiliansk jiu-jitsu.

Derfor er kampstrategien naturligvis også at få kampen ned på gulvet hurtigst muligt i morgen aften.

»Han skal bare ned. Og så skal han have nogle på bøtten. Og så bliver han choket,« siger Mads Burnell.

Turen var finansieret af Viaplay.