Først en uge, så en måned, så et år. Nu er der gået 2.401 uger, 552 måneder og 46 år.

Traditionen med den daglige træning startede, da Thorkild Bo Nielsen kom hjem fra USA i 1976  – og han har løbet hver eneste dag lige siden.

Det kan godt være, at det har stormet, sneet eller været svedende varmt. Eller at han har været forkølet eller skrantet med influenza.

Men det har aldrig været mere alvorligt, end han kan løbe en tur. Mindst én kilometer.

»Jeg har aldrig været så syg, at jeg ikke har kunnet løbe minimum en kilometer. Og hvis jeg har skullet til et arrangement, så har jeg løbet tidligt om morgenen eller sent om aftenen.«

Spørger du 72-årige Thorkild Bo Nielsen fra Vejle, er der ingen undskyldninger for ikke at stikke i løbeskoene – hver dag.

Og den indstilling har givet ham mange anderledes og sjove oplevelser.

»Jeg har løbet fem kilometer på færgen mellem Stockholm og Helsingfors. Altså uden et løbebånd. Der var der, jeg kunne komme til at løbe den dag.«

»Og når jeg er i udlandet, så kigger jeg gerne på et kort og ser, hvor jeg kan løbe. Så ser jeg byen på den måde og finder de gode steder,« fortæller han.

Foto af Thorkild til Eremitageløb i 2016. Dengang havde han løbet hver dag i 40 år.
Foto af Thorkild til Eremitageløb i 2016. Dengang havde han løbet hver dag i 40 år.
Vis mere

Den faste rutine startede 3. oktober 1976; samme år, som han blev verdens første distributør for New Balance, og nogle dage er det kun blevet til en kilometer eller to.

Men for Thorkild Bo Nielsen handler det om at kunne komme ud og få gang i kroppen.

»Det er en rar følelse, og jeg mærker en friskhed i kroppen. Jeg løber ikke så langt længere, som jeg har tidligere har gjort. Nu er det omkring 35 kilometer om ugen,« siger han.

Planen er, at traditionen skal fortsætte i fire år endnu, så han kan fejre 50-års jubilæum. Og nok også flere år, hvis kroppen tillader det.

»Nu må vi se. Men indtil nu har jeg aldrig haft skader. Kun en korsbåndsskade, hvor jeg så luntede en kilometer om dagen, indtil skaden forsvandt,« fortæller løbsentusiasten og pointerer:

»Jeg kunne godt lade være med at løbe, og mange synes da også, at jeg er skør. Men når man har en sød tand og ikke er i bevægelse, så sætter det sig.«

Thorkild Bo Nielsen blev i 2007 'Årets Eremitageløber.'

Årets mandlige E-løber, Thorkild Bo Nielsen, i Dyrehaven med kunstneren Gorm Eriksens grafiske værk, Zenith.
Årets mandlige E-løber, Thorkild Bo Nielsen, i Dyrehaven med kunstneren Gorm Eriksens grafiske værk, Zenith.
Vis mere

Hans bedste tid på den 13,3 kilometerlange rute var i 1983 og lyder på 47.04 minutter.

Søndag deltog han i den store motionsdag i Dyrehaven for 47. gang.