Dyrehavens dronning, Sylvia Kiberenge, var langt fra færdig med at løbe denne solbeskinnede efterårsdag i den smukke Dyrehave, da hun passerede målstregen ved Fortunen som vinder af dameklassen.

Da hun kom hjem, gjaldt det intervalløb, 10x1.000 meter.

»Eremitageløbet er led i mine forberedelser til Frankfurt Marathon 27. oktober. Målet er en tid omkring 2.28,« forklarer hun.

Den kenyanskfødte piges personlige rekord er 2.29.14, og der er ingen tvivl om, at hun er i form til at give den et pænt tryk.

For en uge siden vandt hun det 30 kilometer lange traditionsrige Lidingøløb ved Stockholm og forberede sin egen rekord fra i fjor.

»Jeg gik ikke så meget op i tiden i dag, men er godt tilfreds  med 45.31 med den hårde træning og Lidingøløbet i benene,« siger hun.

Sylvia Kiberenge bor sammen med sin mand og træner, Erling Worm, i et idyllisk stråtægt bindingsværkshus fra 1750 uden for Køge og træner dagligt på vejene omkring Vallø Slot.

Det var hendes fjerde sejr i Dyrehaven, og sjældent har hun oplevet et så smukt og motiverende oktobervejr.

Sylvia Kiberenge er fra Afrikas største slumområde, Kibera, en forstad til Nairobi, og kom til Danmark i 2012.

Mellem sine to træningspas læser hun  til pædagog og ser frem til den dag, hun får dansk pas og kan repræsentere Danmark i de store mesterskaber som OL, VM og EM.

Hun står hver morgen op kl. 5 for at træne, derefter er hun på skolebænken, og sidst på eftermiddag er der træning igen. Klokken kvart i ni om aftenen er det sengetid.

»Det er hårdt, men jeg nyder det,« siger en leende Sylvia Kiberenge.

Kamilla Sofie Vallin blev toer i Eremitageløbet i 48.40 og slog Signe Øllgaard på tredjepladsen med 17 sekunder.