Egentlig gør Josh Kerrs afbud til EM vejen til guld nemmere for Jakob Ingebrigtsen på 1500 meter.

Men den norske løber ærgrer sig alligevel over afbuddet fra konkurrenten.

Skotten viste ellers storform i juli, da han satte verdensrekord på en mil i tiden 3 minutter og 42,66 sekunder ved et Diamond League-stævne.

Men han har valgt at spare kræfter ved at blive væk fra europamesterskabet, som i denne uge finder sted i Paris.

- Det er ikke op til os atleter at vælge, hvor vi vil deltage, siger Ingebrigtsen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi har de her mesterskaber af en grund, og det er, fordi de bedste atleter skal konkurrere. Det er hele pointen. Så jeg mener helt klart, at det ødelægger sporten, hvis vi ikke deltager.

- Vi har alle sammen forskellige planer, men jeg kunne ikke forestille mig at gøre det samme, lyder det fra nordmanden.

27-årige Kerr har længe været blandt Ingebrigtsens største rivaler på løbebanen, og indimellem har de to sendt syrlige bemærkninger i retning af hinanden.

Skotten vandt henholdsvis sølv og bronze på 1500 meter ved OL i 2024 og 2021. I 2023 blev det til guld ved VM for næsen af Ingebrigtsen.

Mens Kerr givetvis ser mesterskabet fra sofaen, har Ingebrigtsen haft gang i et godt EM, hvor han vender tilbage efter en skadespause.

På mesterskabets første dag vandt han til sin egen store overraskelse guld på 5000 meter i tiden 13 minutter og 15,29 sekunder.

Løbet var den 25-årige nordmands første siden 5000-meterfinalen ved VM i september 2025.

Fredag og lørdag gælder det 1500 meter i Paris.

RITZAU