For tredje år i træk har Indien den knap så flatterende status som største dopingsynder.
Således topper Indien ranglisten over flest tilfælde af dopingsager, der opgøres af Det Internationale Antidoping Agentur, Wada.
Ifølge Wadas årsrapport indsamlede Indiens nationale antidopingagentur (Nada) 7113 urin- og blodprøver, hvoraf 260 viste sig positive i 2024.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Resultatet er et stort slag for Indien, som forbereder sig på at være vært for Commonwealth Games i 2030, der ses som et springbræt for landets ambition om at blive vært for OL i 2036.
Særligt i atletik har mange indere forbrudt sig mod dopingreglerne med 76 tilfælde. Vægtløftning og brydning følger efter med henholdsvis 43 og 29.
Der lader til stadig at være problemer inden for atletik. Således beretter AFP, at der ved Indiens universitetslege tidligere på måneden blot dukkede én atlet op til atletikkonkurrencerne, efter at andre angiveligt flygtede på grund af antidopingmyndighedernes tilstedeværelse.
Wadas rapport kommer i kølvandet af, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har udtrykt bekymring over den voldsomme brug af præstationsfremmende midler i Indien. Her opfordrede IOC landet til at bringe tingene i orden.
Det fik i august Indien til at oprette et nyt antidopingpanel.
Ifølge Nada er der dog fremgang at spore. Frem til 16. december i år er der foretaget 7068 test, og markant færre er positive, nemlig 110.
Indien, der er verdens mest folkerige land med 1,4 milliarder indbyggere, blev også rangeret som den største dopingsynder i 2022 og 2023.
På 2024-listen tegner Frankrig sig for det næsthøjeste antal med 91 positive tilfælde, mens Italien er treer med 85. Derefter kommer Rusland og USA med hver 76.
/ritzau/
