10 væddeløbsheste har mistet livet i USA, efter en hestetransporter brød i brand søndag morgen. Det skriver Mirror.

Transporteren af mærket Sallee Horse Vans begyndte at brænde, da den var på vej fra Florida til New York. Alle hestene trænes af franske Christophe Clement.

Og træneren er i stor sorg efter den tragiske ulykke.

»Vi er alle ødelagte over nyheden, og vores hjerter er knuste. Lige nu arbejder vi på at finde ud af, hvad der skete.«

De to chauffører i transporteren sprang ud af køretøjet og prøvede at redde de 10 heste fra flammerne. Chaufførerne blev dog selv skadet under forsøget og måtte en tur på hospitalet. Den ene blev behandlet for røgforgiftning, mens den anden slap uskadt fra episoden.

Sallee Horse Vans har efterfølgende været ude for at kommentere og beklage ulykken.

»Vi arbejder sammen med det lokale politi for at finde årsagen til branden. Vi er kede af, hvad der er sket.«

Så mange tilskuere er der til løbet, som Christophe Clements hest vandt i 2014.
Så mange tilskuere er der til løbet, som Christophe Clements hest vandt i 2014. Foto: LUCAS JACKSON
Vis mere

Redningsholdet blev ifølge Mirror tilkaldt kort efter klokken 3 søndag morgen amerikansk tid.

Alle 10 heste døde i ulykken. To af dem var så medtaget af ilden, at de døde kort tid efter.

»To heste kom ud af branden. Den ene døde lige, da de kom ud af transporteren, mens vi måtte aflive den anden,« oplyser Sallee Horse Vans.

Christophe Clement vandt Belmont Stakes, der er et stort væddeløb i USA, i 2014 med hesten Tonalist.