Det er ikke sket siden 1995.
Sportsparadiset Club la Santa har de seneste 25 år stået med sorte og solide tal på bundlinjen. Men i deres seneste regnskab forholder det sig anderledes. Det skriver Finans.
Det seneste regnskab viser, at sportsimperiet på Lanzarote er kommet ud af 2020 med et underskud på 4,7 millioner kroner.
Året forinden havde man et overskud på 13 millioner kroner.

Også på omsætningen er der sket et markant fald.
Fra at omsætte for 140 millioner kroner i 2019 lyder det tal på knap 55 millioner kroner i 2020. Ikke overraskende skal årsagen bag findes i coronapandemien.
»Ledelsen finder årets resultat utilfredsstillende. Resultatet er væsentligt negativt påvirket af covid-19 og de heraf følgende rejserestriktioner. Resultatet er således væsentligt dårligere end forventningerne for året,« oplyser ledelsen i regnskabet.
Under den første lockdown erkendte Club la Santa over for B.T., at coronapandemien havde medført et alvorligt knæk:

»Vi har altid joket lidt med, at det her er et paradis, og tænk, hvis vi havde det hele for os selv. Men jeg må indrømme, at der lige nu ikke er meget paradis over stedet. Det er en stor skal, der har mistet sin sjæl,« sagde Michael Møller, der er sportsdirektør på Club La Santa, til B.T.
Selv kaldte han det for en spøgelsesby.
»Alt er jo specielt ved det her, for vi er vant til, at der har været liv hele døgnet. Lige nu er der fuldstændig tomt, og det er lidt uhyggeligt at gå rundt herinde om aftenen. I weekenden er det helt forfærdeligt. Stedet har jo mistet det hele. Der er dødt og stille, og det gør ondt at opleve,« sagde Michael Møller.
Og eftersom corona fortsat er iblandt os, forventer ledelsen i Club la Santa også, at det vil kunne ses i regnskabet næste år.

»Selskabet forventer et negativt resultat det kommende år, fordi rejsebranchen fortsat er lukket ned grundet covid-19 restriktioner. Ledelsen forventer et tilsvarende underskud som i regnskabsåret 2019/20 som følge af nedlukning af Europa grundet skærpede rejserestriktioner.«
Club la Santa har eksisteret siden 1983, hvor man lige siden har budt sportsentusiaster velkommen.