Counter-Strike-holdet Astralis skal fokusere på kollektivet og kontrollere kampene i Eleagues Major-turnering.

Atlanta. Sidste år skød det danske Counter-Strike-hold Astralis sig ind i e-sportsverdenens top, da det vandt Eleague Major i Atlanta og samtidig blev nummer et på verdensranglisten over Counter-Strike-hold.

Majoren regnes for at være årets største turnering. Fra 19. til 28. januar skal Astralis forsvare titlen, og holdet er klar over, hvordan det skal ske.

»Vi kan godt lide at være meget strukturerede i vores måde at spille på. Selvfølgelig er der plads til, at de kan lave nogle forskellige ting, men hvis man skal sammenligne det med fodbold, spiller vi lidt ligesom Barcelona«.

LÆS OGSÅ: Efter vild succes: Rosenborg drømmer om særlig Bendtner-effekt

»De kan godt lide at have boldbesiddelse, og på samme måde vil vi gerne have kontrol over de forskellige steder på banen og derfra konstant presse vores modstandere,« siger Danny "Zonic" Sørensen, der er holdets træner.

Hvert år afholdes der to Major-turneringer, hvor de 16 bedste hold konkurrerer i computerspillet Counter-Strike: Global Offensive (CS:GO).

Holdene består af fem spillere og en træner, og for Astralis er alle seks positioner uændrede i forhold til sidste års turnering. Det ser Astralis-spilleren Andreas "Xyp9x" Højsleth som en af holdets største styrker.

»Vi har spillet sammen længe, og vi kender hinanden rigtig godt, så det teamplay, vi har, er en af vores helt store styrker,« siger han.

Til trods for at det er samme hold som sidste år, kan Astralis ikke møde op med samme taktik og tro, at holdet kan gentage succesen.

»Counter-Strike er ikke det samme som fodbold, hvor man kører lidt i samme spor. Her er det meget teknisk og taktisk, og det udvikler sig hele tiden.«

»Så det handler om at være de innovative, der finder på noget, der ikke er set før, og der skal vi nok forbedre os lidt, fordi vi ikke har fornyet os så meget,« siger Andreas "Xyp9x" Højsleth.

Siden Astralis' triumf ved turneringen sidste år har holdet vundet 2 ud af 15 turneringer og er røget fra førstepladsen til tredjepladsen på verdensranglisten over CS:GO-hold.

I perioden har Nicolai "Device" Reedtz, der er en af holdets profiler, været ude i to måneder med sygdom, men 4. januar vendte han tilbage til træningen sammen med holdet.

Med holdet i stærkeste opstilling fortæller træner Danny "Zonic" Sørensen om forventningerne til turneringen:

»Det første mål er at komme ud af gruppen. Jeg ved godt, at det lyder meget beskedent i forhold til vores status, men det er 16 af verdens bedste hold, der deltager, og konkurrencen er så hård, at selv det bedste hold kan ryge ud af gruppespillet.«

»Når det så er sagt, er jeg ikke tilfreds, hvis vi ikke står i en finale. Så vi satser på at gå hele vejen, og det tror vi også, er muligt,« siger han.

Gruppespillet vil blive spillet i Atlanta, mens den afgørende del af turneringen bliver spillet i Boston.

Der er samlet set en præmiepulje på en million dollar, hvor vinderen af turneringen løber med halvdelen.

Counter-Strike er stort i Danmark, og landet er også stærkt repræsenteret i turneringen.

Med Astralis' fem danske spillere er der indtil videre i alt 11 danskere med i turneringen. Det er kun overgået af USA med 12 og Rusland med 14.

/ritzau/