Copenhagen Half Marathon er verdens hurtigste rute lige nu, lyder det fra direktør i Sparta Atletik & Motion.

København. Der blev ikke sat verdensrekord, men i stedet sat en række andre imponerende tider, da Copenhagen Half Marathon søndag blev afviklet i de københavnske gader.

Med tiden 58 minutter og 40 sekunder satte herrernes vinder, Abraham Cheroben, løbsrekord med den hurtigste tid i verden siden 2011. Han var 17 sekunder fra verdensrekorden.

De tre første kom alle under 59 minutter på de 21,0975 kilometer, hvilket blot er sket én gang tidligere.

- Det var et fantastisk eliterace, og det viser, at Copenhagen Half Marathon er stedet, hvor man skal løbe, hvis man gerne vil løbe hurtigt, siger Dorte Vibjerg, direktør hos løbsarrangør Sparta Atletik & Motion.

- Med tre løbere under 59 minutter og den hurtigste vindertid i verden i seks år, så kan vi godt sige, at Copenhagen Half Marathon lige nu er verdens hurtigste halvmaraton-rute, og det er vi virkelig stolte af, siger hun.

Også hos kvinderne blev der løbet stærk og sat løbsrekord. Faktisk løb fem kvinder hurtigere end den tidligere rekord.

Med tiden 1 time, 6 minutter og 11 sekunder vandt Eunice Chumba i den niendehurtigste tid nogen sinde.

- Vi var i sidste øjeblik blevet bedt om at skaffe en pacer til fire kvinder, som gerne ville løbe i under 67 minutter, og det var der en god grund til.

- Kvinderne skuffede på ingen måde, og der blev løbet et helt fantastisk race. Hos både mændene og kvinderne blev der løbet helt utrolige tider, som helt sikkert giver genlyd internationalt.

- Vi er utrolig stolte af at kunne tilbyde den almindelige motionsløber at få muligheden for at deltage i event af denne kaliber i vores egen hovedstad, siger Dorte Vibjerg.

De hurtigste løbere nåede altså i mål søndag, men siden blev København ramt af et uvejr, der fik arrangøren til at aflyse resten af løbet.

/ritzau/