Kommunikation.

Det er et nøgleord, når det kommer til at skulle præstere på allerhøjeste niveau i computerspillet Counter-Strike - kaldet CS:GO.

Det gælder også hos de danske stjerner, der på det seneste har vist fremragende form, da først verdens aktuelt bedste hold, Astralis, vandt en stor turnering i USA, inden ærkerivalen - det FCK ejede hold North - vandt en turnering i Frankrig.

At vinde en turnering kræver kommunikation på allerhøjeste niveau, og her handler det om, at man er hurtig, skarp og kortfattet, når medspillerne får beskeder i høretelefonerne. Det fortæller lederen på Norths Counter-Strike-hold, Mathias 'MSL' Lauridsen.

Mathias 'MSL' Lauridsen er holdets leder. Det er også det, man kalder 'in-game-leader' i gamerverdenen. Hans opgave er at styre holdet og deres taktikker under kampen.
Mathias 'MSL' Lauridsen er holdets leder. Det er også det, man kalder 'in-game-leader' i gamerverdenen. Hans opgave er at styre holdet og deres taktikker under kampen.
Vis mere

»Kommunikationen i Counter-Strike er næsten lige så vigtig som at kunne ramme modstanderne i hovedet og have de rigtige taktikker. I vores træning fokuserer vi meget på at optimere kommunikationen, eksempelvis at kommunikere kort og præcist, fordi vi ved, at det potentielt kan vinde og tabe afgørende runder,« siger han til BT.

At kommunikationen spiller en kæmpe rolle kommer også til udtryk i Norths dokumentarserie ROAR, hvor man i det nyeste afsnit kommer med bag kulisserne og får et særligt indblik i, hvad og hvor meget kommunikation, der er internt på holdet, når det spidser til. Du kan se og høre stjernerne i aktion herunder, hvor de første to minutter viser, hvordan der kommunikeres.

Her bliver der i dokumentaren blandt andet sagt: »Jeg ligger Laudrup her.«

»Laudrup er det sted lige til højre, når man kommer ind på B-bombestedet på Cobblestone (en bane i spillet, red.). Det er mange forskellige spots på hver bane, og mange af dem har navne. Det er helt tilfældigt, at lige præcis dét sted kom til at hedde Laudrup,« fortæller 23-årige Mathias ‘MSL’ Lauridsen.

Foto: North/Youtube
Vis mere

North, der er ejet af fodboldklubben FC København og filmselskabet Nordisk Film, ligger i øjeblikket nummer 11 på verdensranglisten, men har ambitioner om at komme endnu højere op på trods af et svingende år 2018. Og her er kommunikation en af nøglerne til at komme op blandt de allerbedste.

»Det kan være kampafgørende, at man giver den helt præcise position på en modstander. Eller kan kaste dén granat, der ligger millimeterpræcis på et bestemt sted. Derfor er det vigtigt at have navne for stort set alle steder på banen. Nogle af navnene på stederne er universelle, mens andre tilpasses individuelt på holdet,« fortæller Mathias Lauridsen.

North er i øjeblikket i aktion i Kiev i Ukraine, hvor de er til turneringen StarSeries. Her er der over 800.000 kroner i præmiepenge til vinderen.