Nicolai Højgaard har fået en lovende start på majorturneringen PGA Championship i USA.

Den 25-årige dansker indtager en delt 15.-plads efter første runde torsdag.

Han kom rundt i 69 slag - et slag under banens par - og kunne undervejs notere fire birdies og tre bogeys på sit scorekort.

Et større felt er efter åbningsrunden tæt på toppen på golfbanen i Pennsylvania, hvor der derfor hurtigt kan ske store ændringer.

Nicolai Højgaard deler 15.-pladsen med 19 andre spillere, der blot har to slag op til syv spillere på førstepladsen.

Blandt de syv førende er den forsvarende mester, amerikaneren Scottie Scheffler, der er nummer et på verdensranglisten.

Scheffler brugte 67 slag - tre under par - på at komme igennem torsdagens 18 huller.

I alt tre danskere stiller til start i majorturneringen, der spilles på Aronimink-banen lidt uden for storbyen Philadelphia.

Nicolai Højgaards tvillingebror, Rasmus Højgaard, og Rasmus Neergaard-Petersen er også med i feltet.

De to spillere befinder sig dog et godt stykke tilbage i stillingen efter førstedagen.

Rasmus Højgaard og Rasmus Neergaard-Petersen brugte hver 72 slag torsdag - to over banens par. Det rækker til en delt placering som nummer 67.

PGA Tour har endnu ikke offentliggjort præmiepengene ved turneringen.

Sidste år kunne Scottie Scheffler rejse hjem med en check på 3,42 millioner dollar svarende til 21,8 millioner kroner. Den samlede præmiepulje var på 19 millioner dollar - 121,2 millioner kroner.

PGA Championship spilles over fire dage og slutter søndag.

/ritzau/