På sidstedagen spillede danske Nicolai Højgaard sig en smule op i den mest lukrative golfturnering på PGA Tour, The Players Championship.

Danskeren gik sidste runde i Florida i tre slag under par og sluttede på en delt plads som nummer 27. Den sidste runde bød på seks birdies og tre bogeys for Højgaard.

Det var ti slag efter amerikanske Cameron Young, der endte som den store triumfator.

Hjemmebanehelten kan derfor se frem til at indkassere en god andel af turneringens samlede præmiesum på 25 millioner dollar, svarende til 162 millioner kroner.

Sejren giver 4,5 millioner dollar til Young. Det svarer til mere end 31 millioner kroner.

Nicolai Højgaard havde inden søndagens sidste runde ikke imponeret synderligt, men havde dog formået at klare cuttet efter de første to runder.

Det klarede tvillingebror Rasmus Højgaard og landsmand Thorbjørn Olesen ikke.

Den eneste tilbageværende danske repræsentant havde haft en stabil runde lørdag med 17 huller i par og en enkelt birdie inden søndagens opløftende afslutning.

/ritzau/