Golfspilleren Nicolai Højgaard missede søndag den første danske sejr på PGA Tour nogensinde, da han måtte nøjes med andenpladsen i Houston Open i Texas.

Danskeren måtte se sig slået af amerikanske Gary Woodland, der var suveræn i søndagens finalerunde og endte fem slag bedre end Højgaard.

Højgaard og turneringens forsvarende mester, Min Woo Lee, valgte at holde sig tilbage på vej mod greenen på 18. hul for at lade Woodland få scenen for sig selv.

Det er en gestus, man sjældent ser uden for majors og vidner om Woodlands popularitet, skriver nyhedsbureauet AP.

- Vi synes, at det var passende at lade ham få sit øjeblik, siger Højgaard ifølge AP.

- Det var et ret fedt øjeblik for Gary, og det var fedt at se. Jeg er virkelig glad på hans vegne, tilføjer danskeren.

Gary Woodland havde svært ved at kontrollere følelserne, da sejren var i hus.

Søndagens triumf virkede usandsynlig tilbage i 2023, hvor han gennemgik en større operation i hjernen. Han åbnede for få uger siden op omkring, at han også har kæmpet med posttraumatisk stresslidelse (PTSD), skriver AP.

Det er Woodlands første sejr på PGA Tour i næsten syv år, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Nicolai Højgaard havde spillet forrygende gennem de første tre runder af PGA-turneringen, men søndag fandt han aldrig det samme spil frem.

Han lavede en dobbeltbogey på syvende hul, som kostede dyrt i det samlede regnskab. Og forskellen blev endnu større, da Højgaard lavede en bogey på 10. hul. Danskeren gav dog ikke op og forsøgte at komme tilbage.

- Jeg tænkte, at hvis jeg lavede en eagle på 16. hul, kunne der ske noget interessant på de sidste to huller. Men da jeg ikke lavede en eagle, føltes det som om, at jeg ikke indhente ham, siger Nicolai Højgaard ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Gary Woodland modtager knap 1,8 millioner dollar - omkring 11,5 millioner kroner - for PGA-sejren.

/ritzau/