Den danske golfspiller Nicolai Højgaard er kommet flot fra start i Phoenix Open på PGA Tour i USA.

24-årige Højgaard gik første runde i 66 slag og ligger fem slag under par. Det rækker foreløbig til en delt tredjeplads.

Danskeren leverede fem birdies og ingen bogeys på førstedagen.

Landsmanden Rasmus Neergaard er også med i PGA-turneringen og gik første runde i 67 slag - fire slag under par. Neergaard ligger derfor på en delt syvende plads efter seks birdies og to bogeys.

Lidt uden for top-10 finder man en tredje dansker - Rasmus Højgaard - der gik første runde i tre slag under par. En dobbeltbogey forhindrede ham i at ende længere oppe i tabellen efter førstedagen.

Phoenix Open bliver spillet på TPC Scottsdale i den amerikanske delstat Arizona.

Christopher Gotterup fra USA, der ligger nummer 16 på verdensranglisten, fører PGA-turneringen. Han leverede seks birdies og en eagle i første runde og ligger otte slag under par.

Thorbjørn Olesen er også med i turneringen, men danskeren ligger langt nede i tabellen på en delt 76.-plads, da han lavede tre bogeys og to birdies i første runde.

/ritzau/