Golfspilleren Rasmus Højgaard fandt lørdag det gode spil og kæmpede sig helt frem i feltet ved PGA-turneringen Rocket Classic.

Med en runde i 61 slag - ni under par - spillede Højgaard sig intet mindre end 29 placeringer frem i feltet.

På lørdagens runde kunne den 25-årige dansker skrive ni birdies på sit scorekort.

Det betyder, at Højgaard efter tredje runde indfinder sig på en delt tredjeplads før søndagens finalerunde i Detroit.

Med samlet 198 slag er Højgaard tre slag efter den førende ved Rocket Classic, Riley Davis fra USA.

Hvis danskeren kan holde niveauet ved finalerunden søndag, er det ikke utænkeligt, at han kan blande sig i kampen om sejren og førstepræmien på 1,8 millioner dollar. Det svarer til 11,7 millioner kroner.

Den samlede præmiesum i turneringen er på 10 millioner dollar svarende til 65 millioner kroner.

Også Rasmus Højgaards tvillingebror, Nicolai Højgaard, og Thorbjørn Olesen er fortsat med i turneringen i Detroit, der ligger i den amerikanske delstat Michigan.

Olesen indfinder sig efter tredje runde på en delt 23.-plads, mens Nicolai Højgaard ligger på en delt 55.-plads.

RITZAU