Den tidligere skiløber, svenske Anna Holmlund, blev til en sportsgalla mandag aften hyldet efter et svært år. Men det endte helt galt.

For et år siden styrtede den 30-årige Anna Holmlund under en træning på sine ski. Og styrtet havde fatale konsekvenser for ski-stjernen, der blev hjerneskadet og den dag i dag sidder i kørestol.

Derfor blev Anna Holmlund under sportsgallaen hyldet med en video fra sin karriere og stående ovationer fra de mange fremmødte mennesker.

Men det blev for meget for den tidligere skiløber.

Anna Holmlund blev så trist, at hun var nødt til at forlade stedet.

»Det var en dejlig hyldest, men den her gang var det bare en fejl. Hun tog det hårdt og blev ked af det,« sagde skiløberens kæreste, Victor Öhling Norberg.

Videoen viste sekvenser fra Anna Holmlunds karriere, sekvenser fra ulykken og hendes kamp for at komme tilbage.

Efterfølgende blev skiløberen fejret og modtog pæne ord fra gallavært Kristin Kaspersen.

(Se videoen af episoden her)

Anna Holmlund kunne dog ikke holde til de mange indtryk. Hun mente, at det var svært at se på, sagde hendes kæreste, da Aftonbladet snakkede med ham.

»Hun var ked af det. Det var svært for hende at se på, hvilket niveau hun har været på og derefter høre på skærmen, at hun aldrig kommer tilbage på samme niveau. Hun tog det hårdt og blev rigtig ked af det,« sagde Victor Öhling Norberg og tilføjede.

»Jeg forsøgte at trøste hende. Vi gik væk et stykke tid, hvilede og talte om det, og så følte hun sig god igen.«

»Det er svært for hende at se på sådan noget uden at have fået en advarsel om det først. Hun fik bare billederne smidt lige i hovedet uden at have kunnet forberede sig. Og så var der det med at høre, at hun aldrig når samme niveau,« svarede Victor Öhling Norberg.

Stephan Rimer er chef for sportsgallaen, og han beklager, at Anna Holmlund måtte forlade stedet under hendes hyldest.

»Jeg har ikke hørt noget om det. Jeg har ikke talt med nogen eller været i kontakt med nogen. Men det er frygtelig trist, hvis hun oplevede det på den måde. Det var ikke vores hensigt. Vores hensigt var at hædre hende og gøre hende bekendt med den kærlighed, som det svenske folk har fået til hende,« sagde Stephan Rimer.