Der er Morten Andersen... og nu også Hjalte Froholdt.

Den danske football-spiller har gjort det næste umulige for en dansker: Han har fået debut i verdens bedste liga for amerikansk fodbold, NFL.

Det skete, da han fire gange blev skiftet ind for New England Patriots, der søndag spillede sæsonens første kamp mod Miami Dolphins.

Dermed er han den kun tredje dansker, som får spilletid i det store NFL-cirkus, hvor Morten Andersen havde en stor karriere som kicker.

Foto: RICK MUSACCHIO
Vis mere

Men Hjalte Froholdt er den første markspiller fra Danmark, der kæmper sig til spilletid i NFL.

Den 24-årige fynbo spiller guard for New England Patriots. Han blev 27. april 2019 valgt i NFL-draften som den første dansker siden netop Morten Andersen.

Danmarks første professionelle NFL-spiller er Hans Nielsen, som var kicker for Chicago Bears i 1981.

Patriots vandt aftenens opgør – altså med Froholdt på banen ad fire omgange – over Miami Dolphins med 21-11.

Foto: Maddie Meyer
Vis mere

Hjalte Froholdt spiller på den offensive linje, hvis primære opgave er at beskytte quarterbacken og skabe huller til løbespillet.

Han var som ventet ikke en del af Patriots' startopstilling.

Alligevel blev det altså til debut for Froholdt, der blev skiftet ind, når Patriots' kicker, Nick Folk, skulle forsøge at sparke point i hus. Det skete fire gange – nemlig i forbindelse med tre ekstrapoint og et enkelt field goal.

Froholdt nøjedes derfor med nogle relativt simple opgaver i sin første kamp, men dem løste han også, som han skulle.

Kicker Nick Folk scorede på de tre ekstrapoint, men brændte sit field goal, der også var et relativt langt et af slagsen. Det mislykkede forsøg kunne i hvert fald på ingen måde kædes tilbage til danske Froholdt.

Opgøret mellem Patriots og Dolphins var ikke kun interessant i dansk perspektiv. Det bød således også på den profilerede quarterback Cam Newtons første kamp i en Patriots-uniform.

Patriots har sagt farvel til quarterback Tom Brady, der i to årtier var symbolet på det stærke Patriots-mandskab, der vandt Super Bowl seks gange. 43-årige Brady er i stedet skiftet til Tampa Bay Buccaneers.

Hans afløser, Newton, fik søndag en fin debut for Patriots.

Den 31-årige quarterback viste blandt andet flere prøver på, at han – i modsætning til Brady – er en trussel i løbespillet. 15 gange løb han således med bolden for i alt 75 yard og to touchdowns.

I kastespillet var den tidligere Carolina Panthers-stjerne også solid. Han lykkedes med 15 af sine 19 kast for i alt 155 yard.

NFL-sæsonen er ligesom mange andre sportsbegivenheder påvirket af coronapandemien. Det betyder blandt andet, at holdene spiller for lukkede døre eller med et begrænset antal tilskuere på stadion.