Så gik den ikke længere for Metal Ligaens tophold, Herning Blue Fox.

Efter at have åbnet sæsonen med 11 sejre på hjemmebane måtte Herning fredag aften gå tomhændet fra isen.

Sønderjyskes ishockeyherrer kom til Herning og tog en 3-2-sejr efter en fremragende første periode.

3-0 førte sønderjyderne efter de første 20 minutter, og trods to reduceringer i anden periode formåede Herning ikke at komme tilbage i opgøret.

Det ændrer dog ikke på, at herningenserne stadig frister en tilværelse som suverænt tophold i ligaen, hvor holdet har 19 point ned til nærmeste forfølger, Herlev Eagles, der fredag tabte 5-6 efter straffeslag mod Rungsted Seier Capital.

Der skulle gå under et halvt minut fredag aften, før Herning kom på skøjtehælene.

Den tjekkiske forward Nicolas Werbik åbnede scoringen for sønderjyderne, og et kvarter senere øgede Rasmus Lyø i powerplay gæsternes føring.

I næstsidste minut af første periode sørgede Otto Kroger for, at Sønderjyske kunne gå i omklædningen oppe med tre scoringer.

Pausen var tiltrængt for Herning, der inden for de første fem minutter af anden periode fik reduceret til både 1-3 og 2-3, men trods et massivt pres fra hjemmeholdet formåede sønderjyderne at holde stand i de resterende 35 minutter.

Andetsteds tabte Rødovre Mighty Bulls fredag aften 1-5 i egen hule til Esbjerg Energy.

Det er kun Frederikshavn White Hawks, der ligger under Rødovre i tabellen, og bundproppen tabte fredag 5-6 til den forsvarende mester, Odense Bulldogs.

/ritzau/