Herning kommer tilbage og slår bundprop i finalegensyn
Herlev Eagles var foran, men tre scoringer i tredje periode skaffede Herning Blue Fox en sejr på 6-4.

Herlev Eagles var foran, men tre scoringer i tredje periode skaffede Herning Blue Fox en sejr på 6-4.

Herning Blue Fox har stadig overhånden mod sidste sæsons finalemodstander, Herlev Eagles.
Tirsdag aften var Metal Ligaens bundprop ellers foran 3-1 på udebane og havde kurs mod en overraskelse, men de forsvarende ishockeymestre slog tilbage og vandt 6-4.
Gæsterne fik en perfekt start på kampen. Bare 1 minut og 48 sekunder var spillet, da Carl Skärström udnyttede en stor chance, efter at Herlev fangede Herning i ubalance.
Et slagskud af rutinerede Morten Poulsen bragte fem minutter senere værterne på omgangshøjde, men Herlev scorede yderligere to gange, før perioden var færdig.
To scoringer af Hernings Anton Linde udlignede i anden periode til 3-3, men Herlev udnyttede powerplay til at skaffe sig føringen på ny.
Men det rakte ikke til point.
Herlev-forsvaret var uopmærksomt, da Oliver Kiljunen gjorde det til 4-4 i begyndelsen af tredje periode. Og inden for de næste 12 minutter sørgede Artturi Toivola og Kevin O'Neil for favoritsejren til hjemmeholdet.
Herning har fået en god start på sæsonen. Kun sidste sæsons bundskraber, Frederikshavn White Hawks, har hentet flere point i toppen. Og nordjyderne har spillet en kamp mere end Herning.
Herlev er til gengæld i store problemer. Blot fire point i syv kampe er det blevet til, og sjællænderne er dermed sidst i ligaen efter syv kampe.
RITZAU