»Jeg stopper ikke ved de 50. Det har været et fantastisk jubilæum. Vi ses næste år.«

Sådan lød det fra Henrik Marqvertsen, 74, én af de 23 motionspionerer, som var med i Dyrehaven for 50. gang.

»Ikke nok med, at skoven viste sig fra sin bedste side. Der var en utrolig hyggelig atmosfære både før, under og efter løbet. Men indrømmet: Det var et hårdt løb, og det bliver ikke mindre hårdt med årene,« siger han.

»Heldigvis kender jeg ruten rigtig godt, så der var ikke noget, der kom bag på mig. Men der var et par kriser undervejs.«

For Henrik Marqvertsen har løb været en vigtig del af hans tilværelse. Længe inden Eremitageløbet satte motionsbevægelsen i gang.

Allerede i 1961 begyndte han at løbe i Holbæk Fremad med 800 meter som sin favoritdistance. Han trænede sammen med sin lillebror Tom, som blev dansk mester på 400 meter tre år i træk i perioden 1969-71.

Da brødrene Marqvertsen læste om det første Eremitageløb i B.T. i 1969, fik de straks lyst til at prøve noget nyt og spændende. Noget ingen havde prøvet før.

»Tom var sprinter. Han var ikke så vild med de lange distancer og var kun med i Dyrehaven få gange. Jeg kunne godt lide at løbe langt og blev hængende,« mindes Henrik Marqvertsen.

»Især to løb glemmer jeg aldrig. I premieren i 1969 blev officials overrumplet af succesen. Ingen havde forestillet sig det pres, de mange løbere ville skabe på tidtagningen. Det var jo det første løb af sin art. Vi stod i en lang kø i målet og måtte vente i flere minutter. Men alle tog det med godt humør, og året efter var der endnu flere løbere med. Og 40 års jubilæet i 2008 var et sandt mudderbad. Aldrig har E-løbet været så vådt og smattet. Det har selvfølgelig også sin charme.«

»Regnskoven« hed B.T.s forsideoverskrift for ti år siden med de dyngvåde løbere og tusindvis af tilskuere gemt under paraplyerne i Dyrehaven.

Henrik Marqvertsen var i 15 år formand for Holbæk Fremad, og i 21 år var han formand for Holbæk Løbe- og Motionsklub, som han stiftede i 1985.

»”Det var et hårdt job at være formand samtidig med, at jeg løb, men det var også en dejlig tid,« siger han.

»I mange år arrangerede jeg bustur til Eremitageløbet for klubben og var selv chauffør. Jeg havde stort erhvervskort. Det var festlige ture, som var med til at ryste medlemmerne sammen.«

Henrik Marqvertsens bedste tid på den 13,3 kilometer lange rute er 47.30. I perioden 1970-82, hvor distancen var 14 kilometer, løb han på 50.28.

»Jeg er typen, der er vild med at røre mig. Jeg kan dårligt sidde stille. Jeg løber tre gange om ugen og går til fitness fire gange om ugen. Holder helbredet, håber jeg at kunne fortsætte flere år endnu som eremitageløber,« siger den sjællandske fighter.

Han mødte sin kone, Lene, på atletikstadion i Holbæk i 1969, og hun var med i Eremitageløbet tre-fire gange.

Datteren Line var som barn med i Dyrehaven som hepper og er i dag sammen med sin kæreste, KIF’eren Jakob Molander, official i Eremitageløbet. De holdt i hvert sin ende af startrebet.