Sportsstjernerne har slået sig ned uden for Danmarks grænser – og skattefars rækkevidde

Som højt profileret sportsstjerne er man sikret millioner på bankbogen. Det gælder også Danmarks største atleter, der med deres præstationer begejstrer og fascinerer på den internationale scene.

Og med flere topresultater på CVet har de gjort sig til allemandseje i lille Danmark, hvor man dog ikke skal forvente at støde på en af sine helte i dagligdagen. De danske stjerners hverdag foregår ofte langt fra den danske grænse og ikke mindst skattefars grådige fangarme.

2356253

For flere af udøverne hedder bopælen Monaco. Berømt for sin skattefrihed og beliggende på den sydfranske middelhavskyst. Også det schweiziske skatteparadis er populært, mens enkelte har sagt farvel til det europæiske kontinent.

Herunder kan du blive klogere på, hvor nogle af landets største sportsprofiler har adresse. Her lever de et liv, som kun de færreste danskere kan drømme om - når der altså ikke skal hentes pokaler til trofæ-hylden.


USA

Thomas Gravesen - tidligere fodboldspiller

Manden med en af dansk fodboldhistories mest opsigtsvækkende karriereforløb. Skiftede i 2005 højst overraskende til Real Madrid, hvorefter karrieren gik i stå. Som BT kunne afsløre har han netop påbegyndt et nyt liv i Las Vegas. Har desuden en luksuslejlighed i ’Den hvide facet’ i Vejle.

2356253

Caroline Wozniacki - tennisspiller
Danmarks bedste tennisspiller kæmper med at finde formen på tennisbanen. Til gengæld er der ingen problemer på boligfronten, hvor Caroline Wozniacki vader i luksus. Først på året købte tennisdronningens nordirske kæreste, golfspilleren Rory Mcilroy, hus i Palm Beach Gardens, Florida. Godt 54,5 millioner kroner måtte den stenrige golfstjerne smide på bordet for paladset. Men for de penge kan det unge par så også glæde sig over intet mindre end ni badeværelser, seks soveværelser, en fitness-afdeling og udsigt over vandet. Og – selvfølgelig – en putting green. Caroline Wozniacki har dog også adresse i Monacos skatteparadis, hvor hun ejer en fashionabel lejlighed.


MONACO

Wilson Kipketer - tidligere atletikudøver
Kenyansk-fødte Wilson Kipketer er tidligere mangedobbelt verdensmeter på 800 meter-distancen. Er i dag ambassadør for det internationale atletikforbund og tidligere trænerkonsulent for dansk atletikforbund. Har en lejlighed i Monaco og et hus i hjemlandet Kenya. Derudover en bolig i Charlottenlund.

2356253

Michael Maze, bordtennisspiller
Bat-manden fra Fakse, der vandt EM-guld i 2009 og rangeres som den bedste danske bordtennisspiller nogensinde, har en lejlighed i Monaco. Har desuden et hus i Bagsværd.

Tom Kristensen, racerkører
Endnu en dansk topatlet med adresse i Monaco. Er ejer af en lejlighed i fyrstendømmet, hvorfra han eksempelvis kan nyde det årlige Monte Carlo Grand Prix. Hvis han da ikke selv er ude at brænde dæk af.


FRANKRIG

Lotte Friis, svømmer
Svømmepigen fra Allerød flyttede efter OL i London sidste år til den sydfranske by Nice for at optimere sin svømmetræning. Noget tyder på, at det har givet bonus. Ved det nyligt overståede VM i Barcelona blev til to flotte sølvmedaljer.


ENGLAND

Kevin Magnussen - racerkører
Det store danske håb i motorsporten har base i den engelske hovedstad, London. Dagligdagen tilbringes dog mange dage i året på racerbaner rundt i verden. Jagter drømmen om formel 1, som efterhånden er kommet meget tæt på.


SCHWEIZ

Anders Hansen - golfspiller
Har slået sig ned i schweiziske Zürich. Kom med på Europa Touren tilbage i 1996, hvor det i løbet af karrieren er blevet til tre turneringssejre.

2356253

Bjarne Riis - ejer af Riis Cycling
Den danske holdejer flyttede i 2006 til Lugano-forstaden Sorengo i det sydlige Schweiz. Her bor han sammen med hustruen Anne Dorthe Tanderup og parrets fire sønner i en 400 m2 pragtvilla, der er indrettet i to plan. Ejendommen, der ligger på en lukket villavej, har swimmingpool og ligger med en fantastisk udsigt til Lugano-søen og bjergene, der omkranser det idylliske område. Området er ideelt til cykeltræning, hvilket har fået flere af Bjarne Riis’ ryttere til at flytte ind i nærheden af deres chef. Deriblandt Team Saxo-Tinkoffs største stjerne, Alberto Contador. Og så gør det nok heller ikke noget, at skatteprocenten i alpelandet er minimal sammenlignet med Danmark.


SPANIEN

Brian Nielsen - bokser
Rykkede i 2001 til Spanien med hustruen Jeanette, som han i 2011 fik tvillingerne Mille og Cecilie med. Driver i dag en golfklub i byen Marbella, hvor familien også bor. Fortalte i marts, at han drømmer om endnu et comeback trods sine 48 år.

2356253



LUXEMBOURG


Jakob Fuglsang - cykelrytter
Astana-rytteren var holdkaptajn under årets Tour de France, hvor det blev til en imponerende syvendeplads i det samlede klassement. Privat bor han med kæresten Loulou i Luxembourg.


BELGIEN

Morten Olsen - landstræner
Når ikke den danske landstræner rejser rundt i verden med det danske landshold, følger han med i de europæiske fodboldligaer fra sit hjem i Beersel lidt uden for den belgiske hovedstad Bruxelles. Her bor han sammen med hustruen Mireilles omgivet af den vilde natur med et rigt dyreliv. Den charmerende landejendom ligger på toppen af en skråning, hvorfra man kan skimte den belgiske hovedstad. Morten Olsen har altid prøvet at holde offentligheden ude af sit privatliv, men gjorde i 2011 en undtagelse, da han inviterede BT på besøg i sin belgiske luksusejendom i idylliske omgivelser.


SVERIGE


Thomas Bjørn - golfspiller
Den 42-årige golfstjerne solgte i 2009 sin gigantiske luksusvilla i England og flyttede i stedet til Göteborg med sin svenske kone. Når året går på hæld, går turen dog syd på. I mange år har han tilbragt vintermånederne i solrige Dubai.

2356253