Hvorfor styrtede en tilsyneladende toptunet luksus-helikopter med NBA-stjernen Kobe Bryant ombord søndag morgen?

Var det tågen og den dårlige sigtbarhed, der gjorde det umuligt for piloten at orientere sig?

Havde helikopteren - en Sikorsky S-76B fra 1991 - en teknisk fejl, som blev fatal?

Eller var det et menneskeligt svigt hos enten piloten eller kontroltårnet, der i sidste ende var skyld i, at ni mennesker styrtede i døden?

ARKIVFOTO af Kobe Bryant og datteren Gianna fra 2019.
ARKIVFOTO af Kobe Bryant og datteren Gianna fra 2019. Foto: USA TODAY USPW
Vis mere

Svaret på det spørgsmål trækker ud - blandt andet fordi der ikke var nogen sort boks i helikopteren.

Det kom frem, da den amerikanske havarikommission NTSB natten til tirsdag dansk tid fremlagde de foreløbige resultater af dens efterforskning af styrtet.

Derfor har man endnu ikke kunnet fastslå årsagen til styrtet, skriver blandt andre Los Angeles Times.

»Vi ser på mennesket, maskinen og miljøet - og vejret er bare en lille del af dette,« sagde Jennifer Homendy fra havarikommissionen på pressemødet.

Jennifer Homendy fra den amerikanske haverikommission orienterede pressen om de foreløbige undersøgelser af styrtet natten til tirsdag dansk tid.
Jennifer Homendy fra den amerikanske haverikommission orienterede pressen om de foreløbige undersøgelser af styrtet natten til tirsdag dansk tid. Foto: Josh Lefkowitz
Vis mere

Helikopteren med NBA-stjernen og otte andre om bord var på vej fra Orange County i det sydlige Californien til Ventura County små 150 kilometer længere mod nord søndag morgen, da den styrtede ned på en bjergskråning ved byen Calabasas.

Dødsulykken, som kostede ni mennesker livet - blandt dem basketball-stjernen Kobe Bryant og hans 13-årige datter - skete i tæt tåge.

Men ifølge havarikommissionen er det stadig en gåde, hvorfor helikopteren pludselig smadrede ind i bjergsiden og forvandledes til en dødbringende ildkugle.

På grund af tågen havde helikopteren fået tilladelse til at flyve så langt nede, at den ikke kunne registreres på radaren.

Betjenten og medarbejdere fra haverikommissionen undersøger stedet, hvor Kobe Bryants helikpter styrtede ned.
Betjenten og medarbejdere fra haverikommissionen undersøger stedet, hvor Kobe Bryants helikpter styrtede ned. Foto: Danny Moloshok
Vis mere

På et tidspunkt bad piloten om en såkaldt 'flight following', som giver kontroltårnet og helikopteren kontinuerlig kontakt, når der flyves lavt. Beskeden fra tårnet lød, at helikopteren fløj for lavt til at kunne få assistance.

Piloten bad derefter om tilladelse til at flyve over et skydække.

Få øjeblikke efter styrtede maskinen ind i en bjergskråning.

»Piloten foreslog, at de ville flyve højere op, for at undgå et skydække. Da flyveledelsen spurgte, hvad piloten havde planlagt, kom der aldrig noget svar,« sagde Jennifer Homendy på pressemødet.

Den legendariske baskeball-spiller og hans datter mindes overalt i USA og andre steder i verden.
Den legendariske baskeball-spiller og hans datter mindes overalt i USA og andre steder i verden. Foto: ETIENNE LAURENT
Vis mere

Tågen i området var så tyk søndag morgen, at politiets egne helikoptere havde fået flyveforbud.

Kobe Bryant og hans 13-årige datter var på vej til NBA-legendens sportsakademi, Mamba Sports Academy, i Thousand Oaks, da tragedien indtraf.

Her skulle legenden træne datterens hold i en turnering søndag.

Kobe Bryant blev 41 år.