Har været væk fra skærmen i tre måneder: Afslører sjælden sygdom
Den populære dart-analytiker Mark Webster har fået en sjælden form for kræft, fortæller han nu.

Den populære dart-analytiker Mark Webster har fået en sjælden form for kræft, fortæller han nu.

Der er gået lige over tre måneder siden, at den populære dartekspert Mark Webster – som også danske seere kender – pludselig forsvandt fra tv-skærmen.
Nu er forklaringen kommet.
Den tidligere topspiller har fået konstateret en sjælden form for leukæmi, der har krævet behandling, fortæller han ifølge BBC til Darts World's YouTube-kanal.
»Jeg har det egentlig fint og vil gerne tilbage på arbejde, men lægerne kan ikke lide de omgivelser, jeg arbejder i,« fortæller han her:
»Så jeg gør, hvad der bliver sagt, og forbliver patient. Men det er frustrerende, for jeg kan lide at have noget at se til.«
Altså, mener lægerne ikke, at Mark Webster med et svækket immunsystem skal opholde sig en tætpakket hal med tusindvis af tilskuere, som han sædvanlig gør, når han er på skærmen for Sky Sports.
Det var 5. februar, at seerne senest kunne se ham som ekspert. Det skete i forbindelse med sæsonens første aften med Premier League-dart.
I det nye interview fortæller Mark Webster, at han lider af såkaldt hårcelleleukæmi. Sandsynligheden for at blive rask er stor, lyder det fra ham.
Dog går det i øjeblikket langsommere end forventet, men han regner bestemt med at vende tilbage i rollen som tv-ekspert.
»Forhåbentlig varer det ikke så lang tid endnu,« siger Mark Webster.
I 2008 blev han verdensmester i BDO-regi.