DR Sporten får et nyt velkendt sportsansigt efter nytår.

Josefine Høgh har indtil nu været reporter hos Discovery Networks, men fra årsskiftet skal hun være ny vært hos DR Sporten.

BT erfarer fra flere kilder, at hun fra årsskiftet bliver ny vært på sportsnyhederne, og at ’transferen’ allerede skulle være meldt ud internt i DR.

Fans af især Superligaen har igennem flere år stiftet bekendtskab med Josefine Høgh.

For mens hun endnu ikke har haft erfaring som decideret tv-vært, har hun de seneste år arbejdet for Discovery Networks, hvor hun har været udsendt til et hav af Superliga-kampe som sidelinje-reporter.

Derudover har hun fra sin aktive fodboldkarriere også kendskab til sportsverdenen indefra.

Josefine Høgh har blandt andet spillet i Fortuna Hjørring, hvor det både blev til optrædener i Champions League og en plads på det danske A-landshold. Og lyder navnet bekendt, så skyldes det sandsynligvis, at hendes far er den tidligere danske landsholdsmålmand Lars Høgh.

I BT har hun tidligere fortalt, hvordan det at være datter af Lars Høgh ikke er noget, hun går rundt og skilter med. I stedet prøver hun at adskille tingene, så folk lærer hende at kende som Josefine og ikke Lars Høghs datter.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Josefine Høgh, DR Sportens chef Søren Vestergaard samt DRs underdirektør Anders Kern Boye.