Racerkøreren Tom Kristensen blev optaget i sportens Hall of Fame ved DRs Sport 2017-gallashow i Boxen i Herning.
En masse uforglemmelige oplevelser, gåsehud og fornemme resultater. Sportens Hall of Fame er kun for de allerstørste, og nu er det 33. medlem fundet.
Racerkøreren Tom Kristensen blev efter en 17-årig karriere indlemmet i Danmarks mest eksklusive sportsklub, Hall of Fame. Det var et af aftenens helt store højdepunkter ved Sport 2017-show i Boxen i Herning.
ØVERST I ARTIKLEN KAN DU SE EN HYLDEST TIL VINDEREN AF BT GULD
Den tidligere håndboldspiller Lars Christiansen og roeren Eskild Ebbesen fortalte først en række pæne ord og muntre anektdoter om Tom Kristensen , og da de afslørede vindernavnet, rejste hele salen sig op i én stor hyldest til Le Mans-legenden, der kom gående op ad gulvet mod scenen. Tydeligt rørt og helt vildt stolt, da han så sin byste.
»Det er et kunstværk, og det er jo mig. Jeg er glad,« sagde Tom Kristensen, der bor i Hobro.
»At blive optaget i Hall of Fame er for en dansk idrætsmand og – kvinde det ypperste. Det betyder enormt meget at komme ind og stå med 32 andre atleter. Kan du ikke forestille dig Idrættens Hus om natten, når vagten har slukket lyset. Kan du ikke forstille dig de historier, der bliver fortalt...«
Blandt mange fantastiske resultater er Tom Kristensens ni sejre i Le Mans, det franske 24 timersløb. Han vandt sit første løb i Le Mans i 1997, og i 2013 blev han optaget i Le Mans Hall of Fame. I mange år var Tom Kristensen kendt som 'Mr. Le Mans' både i Danmark, men så sandelig også i udlandet, hvor der er stor respekt om den 50-årige Tom Kristensen.
Sidste år blev roeren Eskild Ebbesen indlemmet i sportens Hall of Fame.




