Præsident Donald Trump er en værre snydepels på golfbanen. Sådan lyder det fra flere sider.

Men de beskyldninger afviser golfstjernen John Daly.

»Det er sjovt som folk hele tiden er sådan 'snyder han mon?'. Men altså, han når han spiller, og måske slår et dårligt slag, så kan han godt finde på at tage slaget om. Men det gør han ikke, hvis vi har gang i en match,« siger John Daly til TMZ Sport.

Den 53-årige golfstjerne er en af de mest farverige figurer i den ofte konservative golfsport. Han har flere store titler på cv'et, og er kendt som en loyal støtte af Donald Trump.

Han spillede for nylig en runde golf med den amerikanske præsident, som er en notorisk golf-entusiast. Det skete på Trumps egne golfbaner i New Jersey.

Flere kendte personer har før beskyldt Trump for at snyde på vægten, når de har spillet en runde kendis-golf med præsidenten. Blandt andre Hollywood-stjernen Samuel L. Jackson og bokseikonet Oscar De La Hoya, skriver TMZ Sport.

Og der er sågar skrevet en hel bog om Trumps golf-snyderi, men det skulle altså ikke have noget på sig, siger John Daly. I stedet mener han, at en anden amerikansk top-politiker med præsident-embeddet på cv'et var langt værre til at snyde, nemlig Bill Clinton.

»Han tog hele tiden slag om, når han skulle putte eller lave indspil, når jeg spillede med ham,« siger John Daly.