De danske basketballmestre fra Bakken Bears tabte onsdag 85-86 hjemme mod tyrkiske Bahcesehir og må vinkel farvel til drømmen om en kvartfinaleplads i Fiba Europe Cup.

Danskerne var ellers tæt på at lave et flot comeback i kampens sidste minutter, men det mislykkedes med mindst mulig margin.

Bakken har vundet én kamp og nu tabt tre i gruppespillet. Det rækker til en tredjeplads med kun to kampe tilbage.

Tyrkerne topper gruppen med ni point for fem kampe. Russiske Avtodor Saratov er toer med otte point for fire kampe. Både Bakken og London Lions har fem point, men for henholdsvis fire og fem kampe.

De to bedste fra gruppen går videre til kvartfinalerne, men da der gives to point for sejr og et point for nederlag i kampene, kan Bakken ikke nå andenpladsen.

Det er anden fase af gruppespillet i turneringen.

De tyrkiske gæster var onsdag foran gennem det meste af første periode. Bakken nåede dog på omgangshøjde inden første pause.

Anden periode blev dog tabt med seks point, som også var forskellen, da de to mandskaber gik ind til sidste periode.

Kort før tid var forskellen på fem point, men det lykkedes det danske hjemmehold at reducere til 85-86.

Mere blev det ikke til, og dermed kunne tyrkerne rejse hjem med de to point og visheden om, at kvartfinaledeltagelsen er sikret for dem.

Jarred Ogungbemi-Jackson blev topscorer for Bakken med 21 point.

/ritzau/