En lidt over 17 år gammel rekord blev torsdag slået på førstedagen af Danish Open på Bellahøj Svømmestadion i København.

Robert Falborg Pedersen fra Gladsaxe Svømmeklub satte ny dansk rekord på langbane i svømningens kongedisciplin 50 meter fri. I finalen svømmede han i tiden 22,34 sekunder.

Dermed slog han Jakob Andkjærs rekord på distancen med blot to hundrededele af et sekund. 11. april 2009 svømmede Jakob Andkjær distancen på 22,36 sekunder.

- Det var et superfedt løb. Jeg følte mig afslappet, og jeg havde okay ro på.

- Det hele var kontrolleret inden start. Det er faktisk noget, jeg har arbejdet meget på den sidste tid, siger Robert Falborg Pedersen i en pressemeddelelse fra SvømDanmark.

Han skal i aktion fredag i 50 meter ryg, og det ser han frem til.

- Det spiller bare lige nu, og det er skyld i, at jeg svømmer så hurtigt. Nu glæder jeg mig ekstra meget til fredag, hvor et af mine primære løb er på programmet, siger Robert Falborg Pedersen.

Danish Open varer frem til søndag og er sidste kvalifikationsmulighed til EM på langbane i august.

/ritzau/